for at møde dem, og snart skilte kun et Nes, Leirnes, dem fra hinanden. Udenfor dette stødte aller først Baard Varg, Hertugens Lendermand, tilligemed Baard Gardbrjot, Thorstein Kugads Søn, sammen med en stor Trop Birkebeiner under en vis Arnbjørn Pose; de toge Flugten, men Baard Varg havde det Uheld at styrte med Hesten, og blive tagen til Fange; Baard Thorsteinssøn undslap med Nød og neppe, og havde kun sin ypperlige Brynje, der modstod alle Stik, at takke for sit Liv. Hertugen trak sig nu med sine Folk op paa Neset, og forskandsede sig der, – medens Birkebeinerne stillede sig lige over for dem paa den anden Aabred, og man begyndte fra begge Sider at skyde paa hinanden, hvorved en af Hertugens Mænd faldt. Det lykkedes Baard Varg, der var stillet under sin Svoger Erik Stilks Bevogtning, at undkomme. Han klagede nemlig over Kulden, og bad om at maatte gaa ud paa Isen og kaste et Runekevle, hvori han forlangte sine Klæder tilsendte, over til sine Kammerater. Erik tillod ham det, og sendte en Mand med ham for at passe paa, men Kammeraterne, der kjendte Baard, nærmede sig fra den anden Side, og med eet styrtede Baard over til dem. Hertugen blev staaende der paa Nesset i 3 Dage, uden at noget Angreb skede, og trak sig da af Mangel paa Levnetsmidler tilbage til Laaka (9de Marts). Birkebeinerne fulgte efter. Da Varbelgerne kom til Gaarden, traadte de sig en Plads i Sneen og fylkede lige ved Husene, der laa paa en Bakke; nedenfor var der en Dal, og hiinsides denne atter en Højde, paa hvilken Birkebeinerne opstillede deres Fylking. Knut Jarl og Arnbjørn troede nu ret at gjøre deres Sager godt ved at sende Lodin Gunnessøn, Haakon Griis og Jon Provstesøn, Kjertesveinernes Høvding, bagen om Husene paa Gaarden, for at falde Varbelgerne i Ryggen[1]. Men dette viste sig at være et yderst uheldigt Paafund. Hertugen blev det nemlig var, og befalede sine bedste Høvdinger, Alf af Thornberg, Olaf af Vigdeild, Alf af Leivastad, Vesete litle og Algaute at tage imod dem; og i den heftige Kamp, der nu opstod, kom Birkebeinerne, der maatte vade i den dybe Sne, og kun med Vanskelighed arbejdede sig frem, ganske til at ligge under. Haakon Griis, Jon Provstesøn og flere andre Høvdinger faldt; Lodin Gunnessøn tilligemed en Deel andre reddede sig kun med Nød og neppe i et Bislag til Kirken[2], de øvrige forfulgtes af Varbelgerne, som nedlagde en stor Mængde og erobrede alle de fiendtlige Bannere. Denne Kamp afgjorde Dagens Skjebne. Eller rettere, det var den eneste, som fandt
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/972
Denne siden er korrekturlest
954
Haakon Haakonssøn.
