Allerede om Aftenen havde Kongen en Sammenkomst med Styremændene og Troppehøvdingerne for at aftale Angrebsplanen, thi man maatte benytte Nattemørket, for ej at bemerkes af Fienden, naar man roede over Fjorden. Rigtignok var man slet ikke vis paa, om Vaarbelgerne endnu var i Byen. Nogle sagde, de havde hørt at Hertugen var reden bort. Andre derimod meente at det ej havde nogen Fare. I Fortrøstning hertil gav ogsaa Kongen sine Befalinger, men sendte dog Folk ind til Hovedøen for at spejde. Hans Plan var at angribe Byen fra tvende Kanter og selv foretage Hovedangrebet, medens Fienden dog saa længe som muligt skulde være i den Tro, at de kun havde med Knut Jarl og Lendermændene at bestille. Derfor vilde han med den største Deel af Hæren gaa i Land ved Ekeberg-Steen søndenfor Trælleberg, medens det endnu var mørkt, og derfra trænge ind i Byen. Knut Jarl, Simon Kyr og Erik Stilk skulde derimod først ro ind under Hovedøen og blive liggende der indtil det lysnede: naar de da saa Kongen dreje ned ad Bjerget mod Byen, skulde de paa een Gang, ganske aabenlyst, og hver i sin bestemte Plads, ro ind til Byen og lægge til ved Bryggerne, for at tiltrække sig Vaarbelgernes Opmerksomhed og beskjeftige dem. Derhos skulde Gunnbjørn Bonde, Peter Paalssøn, og de øvrige Sysselmænd nordenfor Stad strax ro ind vestenfor Hovedøen, lægge til ved Gyljande, og gaa vesten om, op til Frysjebroen, for at besætte den og afskære Vaarbelgerne Vejen paa den Kant[1]. Af dette sidste blev der dog intet, thi da Kongen syntes at det varede længere end han havde ventet, førend de udsendte Spejdere kom igjen, gik han selv i en liden Baad og vilde lade sig ro ind til Hovedøen; men da han kom midt paa Fjorden, blev der saadan Taage at man neppe kunde see fra Stavn til Stavn, saa at han maatte vende tilbage; imidlertid havde Spejderne omfaret ham og kom tilbage uden at have seet noget til ham, hvorover der blev megen Uro og Forvirring, under hvilken deri paatænkte Expedition til Gyljande ganske gik overstyr. Kongen derimod blev sin Bestemmelse tro. Men førend han brød op, lod han sin Søn, Kong Haakon den unge, bringe ombord paa den hurtigst sejlende Skude i Flaaden, under Opsigt af sin Kapellan Villjam Bote[2] og flere andre paalidelige Mænd, paalæggende dem, med tvende andre Skuder til Bedækning at ro vestenfor Hovedøen, holde sig der saa skjult som muligt, og sætte en
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/981
Denne siden er korrekturlest
963
1240. Kongen lander ved Oslo.
144. Kong Haakons heldige Kamp med Vaarbelgerne i Oslo.
