Mand til Udkig oppe paa Højden, for at holde Øje med hvad der foregik i Byen; viste det sig da, at det gik de Kongelige daarligt, skulde de øjeblikkeligt begive sig ud ad Fjorden og lige til Bergen, uden at stole paa Vikverjerne. Han talte, siges der, mange fagre Ord for den unge Konge, inden han forlod ham. Derpaa roede han over til Ekehergsstøen, og gik i Land, som det var aftalt[1]. Førend han fik Byen i Sigte, lod han gjøre Holdt, og talte paa sin Farfader Sverres Viis nogle opmuntrende Ord til sine Mænd. „De fleste af eder“ sagde han, „maa have hørt fortælle om, og vide Besked om Striden mellem Hertug Skule og mig, skjønt det kan være ganske Ret, som man siger, at sjelden har een Skylden, naar tvende trættes. Men foruden alt andet, som tidligere har været mellem os, har han nu ladet sig give Kongenavn uden først at opsige Stilstanden mellem os, hvilket man aldrig før har hørt Mage til her i Norge. Siden sendte han Folk ud til alle Kanter, nord, syd og op i Landet, og lod Mænd, der havde svoret os begge Troskabsed, dræbe, hvor de fandtes, faa at han derved sveg dem, derlige faa gjerne vilde tjene ham som os og vare ganske sagesløse; Kirker selv beskjermede dem ikke bedre end Fjøs. Og til syvende og sidst sendte han 13 Skuder mod os selv, for at lade os eller vore Sønner dræbe eller indebrænde, om Gud havde tilstedt ham det. Nei har han haft faa stor Fremgang, som man neppe har Exempel paa, at nogen med saadan Uretfærdighed har kunnet tilvende sig, især efter Slaget ved Laaka, hvor vi fik stor Skade, da mange gode Drenge faldt, som Frænder og Venner seent ville faa erstattede. Nu hede vi eder alle, at I ville vise os eders Troskab og Manddom, thi med Guds Hjelp haabe vi at det nu skal tage en anden Vending med os. Viser nu i eders Adfærd, hvad I have at hevne, og hvor uretfærdigt der er handlet mod os. Om Hertug Skule har nok saa udsøgte Folk, bør dog vi og vore Mænd være deres Overmænd i alle Stykker, baade hvad Æt og Adfærd angaar, og desto større Vanære bliver det, hvis vore Uvenner faa nogen Bugt med os.“ Han sluttede med at gjentage den Fortælling, som Kong Sverre plejede at give til Bedste for at opmuntre fine Mænd før Kampen, nemlig om Bonden, hvis Søn skulde fare i Strid. Fremdeles bad han dem at vogte sig vel for at tage Fejl af sine egne Kammerater og Fienden, og sagde at de skulde bruge Birkebeinernes gamle Tilraab: „frem Kristmænd, Korsmænd, den hellige Kong Olafs Mænd!“
Derpaa rykkede han videre. Da han kom frem om Ekeberg, begyndte det at lysne, saa at man kunde see, hvorledes det stod til i Byen. Alt var tyst og stille der nede, og Kong Haakon begyndte virkelig at blive bange for at Vaarbelgerne havde faaet Nys om hans Komme, og allerede
- ↑ Dette maa da have været omtrent ved Kongshavn.
