selv blandt de forreste, medens der fra begge Sider blev skudt, og de Vaarbelger, som stode paa Kirkegaarden. underholdt en heftig Steenkastning paa Birkebeinerne. De andre, der stode udenfor, vege strax tilbage, da Kongens Merke nærmede sig, og flygtede deels ind paa Kirkegaarden, deels op ad Gaden østenfor den. Men desto tættere blev Steenregnen fra Hine. Den største Masse af Vaarbelgerne stod nu indenfor Kirkegaardsmuren, med Arne Ruva, Vilhjalm af Torge, Alf af Leivastad, og maaskee flere Høvdinger imellem sig. Birkebeinerne forsøgte at storme ind, under Anførsel af Ivar Dyre, Ivar Holm og Thorlaug Bose, men da der var Steen nok at tage til indenfor, kastede og skøde Vaarbelgerne saa heftigt paa dem, at de efter en haard Kamp maatte vige tilbage. Alf af Leivastad kunde dog skjønne, at de seent eller tidligt vilde blive indestængte, og søgte derfor at komme ud af Porten og ned til Elven, men flere satte efter ham, og han blev efter et overordentlig tappert Forsvar fældet nede i Elven. Kong Haakon forfulgte nu de Vaarbelger, som flygtede op østenfor Kirkegaarden; der faldt flere af Vaarbelgerne, nemlig en vis Eystein Sundramm, men kun een af Birkebeinerne, skjønt mange bleve saarede. Kongen søgte at trænge op ad Geilerne eller den smale Vej, der førte over til Chorsbrødregaarden ved den anden Gade. Her stødte han først paa en Afdeling Vaarbelger tinder Grim paa Sunde, og fik atter en haard Dyst at bestaa, da Vaarbelgerne beskyde ham og kastede Stene paa ham, deels fra Kirkegaarden, deels fra Husene og nogle Smidjer, som stode der. Der faldt ved denne Lejlighed en gammel anseet Birkebein, Bjarne Hest, Brodersøn af Karl svange og Sigurd skjaalge; og mange bleve saarede. Da Kongen endelig havde arbejdet sig gjennem Geilerne og kom frem lige ovenfor Chorsbrødrenes Gaarde, saa han Hertugen selv holde til Hest lige foran sig, omringet af en talrig Skare. Haakons Stilling var farlig nok, thi han havde endnu kun 20 Mand om sig, og Hertugen stod ovenfor med mange Folk, medens Kirkegaardsporten bag ham var fuldt besat af Vaarbelger; derhos stod han og hans faa Folk i en sumpig Fordybning, medens Vaarbelgerne stode oppe paa Broen og Gaden. Men heldigviis benyttede Fienderne sig ikke af Lejligheden. Skjønt Oprørere, eller Tilhængere af en Oprører, betænkte de sig dog paa at lægge Haand paa Kongen, eller kæmpe med ham Ansigt til Ansigt. Uden at ense Faren, bød Kongen sine Mænd at angribe Porten medens han selv med Merket vendte sig mod Hertugen. Denne befalede vel sine Folk at rykke frem. Men Sone Siik, der stod ved Siden af ham, indvendte: „Her kommer jo Kong Haakons eget Merke, og han selv er med!“ „Det er det samme,“ svarede Hertugen, „fremad!“ og gav sin Hest af Sporerne. Da greb Sone fat i Tømmerne og holdt Hesten tilbage. Og da Birkebeinerne nu kastede nogle Spyd efter Hertugen, der fløj tæt forbi ham, skjønt uden at
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/986
Denne siden er korrekturlest
968
Haakon Haakonssøn.