var bleven saaret, hans Broder Algaute med mange Vaarbelger vare faldne oppe i Gaderne.
Medens Gaut Jonssøn og Thorstein Heimnes fordreve Hertugen fra Martestokke, kom der saa mange Folk fra Skibene til Hallvards Kirkegaard, at de aldeles fik omringet den, saa at de Vaarbelger, som vare derinde, ej kunde komme ud. Heller ikke kunde nogen komme ind, saa vel havde de sperret Portene paa Indsiden. Da Kongen havde ordnet Angrebet paa sin Side, gik han ind i Chorsbrødregaarden og derfra i den tilstødende Prædikebrødre- eller Dominikanerkloster-Gaard, sandsynligviis for ad denne Gjenvej, hvor han var mindre udsat for de fiendtlige Vaaben, at komme hen til Knut Jarl og de øvrige, der bestormede Kirkegaarden fra Vestsiden[1]. Han maatte dog, for at komme fra den ene Gaard til den anden, først lade en sterk Skidgard, der skilte imellem dem, bryde ned ved Reb. Den faldt med meget Brag, og Birkebeinerne satte med det samme i et Raab; da Vaarbelgerne hørte det, bleve de forskrækkede og løb fra alle Portene. Heraf benyttede Birkebeinerne sig strax til at bryde ind paa den østlige Side, og der anrettedes nu et stort Blodbad paa Vaarbelgerne, som forsvarede sig med den største Haardnakkethed. Lendermanden Villjam af Torge befandt sig nær ved den søndre Port, da Ivar Dyre, en af Birkebeinernes Anførere, raabte til ham, om han vilde have Grid. „Endnu er det ikke saa vist, hvo af os der har at raade for Griden,“ svarede Villjam og gav med det samme Ivar et vældigt Steenkast paa Kinden. „Siden du endelig vælger det værste, kan du have det saa godt,“ sagde Ivar, og lod Villjam hugge ned. Men Sagen var den, at Villjam allerede havde mistet den ene Arm, og derfor ikke skjøttede om at leve. Forbitrelsen paa begge Sider var saa stor, at skjønt Birkebeinerne gjenkjendte mange Venner og Frænder blandt Vaarbelgerne, negtede de flere af dem Grid, skjønt de bade derom, og flere af Vaarbelgerne vilde heller ikke modtage den, skjønt den blev tilbuden. Mængden af Vaarbelgerne paa denne Side søgte nu at komme ind i Kirken, og stormede saa voldsomt mod den søndre Stat, at de selv stoppede Indgangen; her faldt de derfor saa tæt, at de laa tre eller fire Mand højt ovenpaa hinanden. Til samme Tid lykkedes det omsider Knut Jarl og de Birkebeiner, der angrebe fra Vestsiden, at bryde ind paa Kirkegaarden fra den Kant. De Vaarbelger, der her
- ↑ Det maa nemlig ansees vist, at Prædikernes Huus og Kirke begge have vendt med den vestre Ende ud mod Vestre-Stræde, nordenfor Biskopsgaarden, indsluttende et Gaardsrum, der strakte sig nordenfor denne indtil det stødte til Gaardsrummet ved Chorsbrødrenes Huse, der, som vi kunne skjønne, laa østenfor Biskopsgaarden, lige for de „Geiler“, der fra Østre Stræde førte østenom Kirkegaarden til Vestre Stræde. Om Prædikerne eller Dominikanerne vil der i det følgende blive talt.
