med Folk, og holdt sig den meste Tid paa sine Værelser. Tre Aftener viste han sig i Kors- eller Mykle-Gildet[1], men var heelt ordknap; heller ikke var der mange, som havde Lyst til at give sig af med ham. Hans Venner forestillede ham, at han var uforsigtig, og ikke tog sig nok i Agt. Han meente, at det havde ingen Nød: der skulde ikke saa kort Tid for Birkebeinerne til at drage heelt fra Viken til Throndhjem. De sagde at Kongen dog havde tilbagelagt Vejen fra Throndhjem til Oslo i kortere Tid, end man skulde have troet muligt, og saadant kunde vel skee igjen. Derved udrettede de saa meget, at en Skude blev sendt ud paa Fjorden for at holde Udkig, ligesom ogsaa Broen over Elven blev afkastet, for at hindre Overfald fra den Kant. Men dette var ogsaa alt hvad der blev gjort, og det blev til ingen Nytte, ja snarere til Skade, som det strax skal vises[2].
Syv Dage efter Slaget, altsaa den 28de April, udsendte Kongen, der under hele denne Krig udviklede en beundringsværdig Raskhed og Handlekraft, 15 Skuder under Aasulf paa Austraat, Ivar Peterssøn, Arne Blakk, Klemet af Holm, Olaf Kidlingsmule og Baard Groessøn, med den Befaling, at de skulde drage lige til Throndhjem og see hvorledes Sagerne der stode. Der tales ikke om, at han udtrykkeligt bød dem at overfalde Hertugen, hvis de fandt ham, men dette faldt vel af sig selv. Desuden var Aasulf, skjønt Hertugens Frænde og forhenværende Ven, nu hans bitreste Fiende, som man nok kunde vide, aldrig vilde lade nogen Lejlighed til at hevne sig paa ham gaa tabt, og af denne Aarsag var det vel og, at Kongen netop udsaa ham til at føre Overbefalingen paa Toget. Noget efter forlod Kongen selv Viken, kom Christi Himmelfartsdag .(24de Mai) til Salbjarnasund, og Søndagen derefter til Bergen, hvor han tilbragte Sommeren. Imidlertid var Hertugens Skjebne afgjort og Kampen aldeles bragt til Ende. Mandag Morgen i Gangdagene, d. 21de Mai, ankom Aasulf med sine 15 Skuder til Nidaros, aldeles uventet. Klemet af Holm lagde til ved Baklandet med 2 Skuder, Aasulf med de øvrige 13 ved Bryggerne. Skule vaagnede ikke, førend han borte Stormklokken ringe. Han saavel som de øvrige, der laa i Gaarden, fore strax op, klædte sig paa, og greb sine Vaaben; derhos sendte han sine Svende ud i Byen for at befale Vaarbelgerne og hvem andre de traf, at samles hos ham oppe i Kongsgaarden, for der at møde Birkebeinernes Angreb.
