Æt, end sine Fædrenefrænder, vel begavet, en god Klerk[1] og gudfrygtig[2], men, efter hvad Vaarbelgerne troede at finde, ikke synderlig krigersk. Sandsynligviis havde han faaet en gejstlig Opdragelse. Med hans saakaldte Gudfrygtighed synes det ellers, efter hans Ferd i Christkirken ved Faderens Hylding at dømme, ej at kunne have været saa særdeles bevendt, og den har vel mest bestaaet i Overholdelse af de udvortes Former. Hans Lig blev baaret til Graven, sandsynligviis ved Elgeseter, hvorefter Birkebeinerne atter begave sig til Byen, og sendte Folk ud til alle Kanter, for at komme paa Spor efter Hertugen og hans Mænd. De lod holde Vagt rundt omkring Skoven.
Hertugen tilbragte hele tvende Dage og Nætter (Mandag og Tirsdag) i Skoven. De Mænd, der vare hos ham, listede sig efterhaanden bort, og af dem, han selv udsendte, kom næsten ingen tilbage. Erling Ljodhorn slap over til Tuterøen, hvor han lod sig indklæde som Munk. Imidlertid havde det dog lykkets Hertugen at underholde nogen Forbindelse med hans Venner, Brødrene i Elgeseter, der gjorde sig al mulig Umag for at frelse ham. Da de om Onsdagen, den tredie af Gangdagene, skulde bolde den foreskrevne Procession rundt om paa Markerne, lode de Hertugen og hans Mænd tilstille Chorkaaber, for at de, iførte dem, kunde slutte sig til Processionen, og ubemerket komme ind i Klostret med den øvrige Skare af Gejstlige. Denne List lykkedes, for saa vidt Hertugen og hans Mænd virkelig kom i god Behold til Klostret. Man bragte dem strax i Sikkerhed oppe i Kirketaarnet, gav dem Mad og Drikke, som de ej havde smagt paa to Dage, og beredte Hertugen et Leje, da han var meget udmattet. Men det var dog kommet til Birkebeinernes Kundskab, at nogle i Chorkaaber forklædte Mænd havde været i Følge med Kannikerne fra Skoven, og da de skjønnede at dette neppe kunde være andre end Hertugen og hans Folk, grebe de strax til Vaaben, satte over Elven og droge mod Klostret. Ved Efterretningen herom begav Erkebiskop Sigurd sig strax over til Elgeseter, ledsaget af mange Gejstlige, Byfolk og Kjøbmænd, og forbød Birkebeinerne paa det strengeligste at angribe Klostret eller øve nogen Ufred. Men Hertugens Mænd havde været ubesindige nok til, saa snart Birkebeinerne nærmede sig, at skyde paa dem, og det endog meget heftigt. Nogen Eftergivenhed fra de forbitrede Birkebeiners Side var derfor ej at vente, og de svarede Erkebiskoppen, som sandt kunde være, at den Besætning, Klostret nu havde faaet, gjorde det nødvendigt at øve Ufred, hvad enten det tyktes dem vel eller ilde. Er-
