Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/997

979

1240. Hertug Skules Fald.

endnu i sin fulde Manddomskraft og kunde, hvis han ikke ved egen Brøde havde bevirket sit Fald, endnu have levet mange Aar med Hæder og Berømmelse. Thi han besad herlige, saavel Sjæls-, som Legems-Evner. Han havde et behageligt Væsen, var fiin og venlig i Omgang, talte godt for sig, og udmerkede sig især ved sin Veltalenhed til Thinge, ligesom mange Omstændigheder tyde hen paa, at han besad en for sin Tid ej ubetydelig Dannelse, og interesserede sig varmt for videnskabelige Sysler. Mod sine Mænd var han overvættes gavmild og hjelpsom, søgte paa alle Maader at gjøre deres Lykke, ved Forfremmelser, gode Giftermaal, o. a. d., saa at han var særdeles afholdt af alle sine Omgivelser. Om hans Hengivenhed for Kirken og Gejstligheden, hvorom især Stiftelsen af Reins Kloster kan vidne, og som, hvorvel den for en Deel skyldes politiske Hensyn, dog til en vis Grad maa have været oprigtig, er der oftere talt i det Foregaaende. Kort at sige, han besad, som Sagaen udtrykker sig, mange Egenskaber, der pryde en god Høvding, og var ikke det sidste ulykkelige Aar kommet, kunde man have sagt, at der aldrig udenfor selve Kongestammen var født nogen Mand i Norge med bedre Evner end han. Men han manglede den dybere moralske Følelse, der kunde holde Ærgjerrigheden og Herskelysten tilbørlig Modvegt. Han manglede – hvad der staar i nøje Forbindelse hermed – med al sin personlige Dygtighed og Kjekhed sandt Mandsmod og Hjerte. Deraf hans Vankelmodighed, hans Mangel paa Redelighed, hans Usikkerhed og Ubestemthed, naar det gjaldt at fatte en Beslutning; og i Bevidstheden om sin Uredelighed og Upaalidelighed følte han sig derfor ogsaa, som man tydeligt kan see, ofte forlegen og ængstlig lige overfor den ærlige, oprigtige, men kloge og forstandige Konge, der gjennemskuede ham, og derfor, skjønt neppe begavet med en saa fremragende Personlighed, altid kom til at udøve en aandelig Overlegenhed over ham, hvilken Hertugen maatte føle som en trykkende Byrde, og som derfor vel og især bidrog til at gjøre ham Kongen forhadt, og ethvert første Møde med ham efter en længere Fraværelse ubehageligt. For øvrigt er det, som vi allerede ovenfor have ytret, meget at beklage, at vi ej besidde en særskilt Saga om Hertugen, ligesom vi besidde den om Kongen, eller at ikke Kongens Saga ogsaa fuldstændigt omhandler Hertugens Bedrifter; ej alene fordi vi derved savne Beretninger om alle de, vistnok heel merkelige, Begivenheder, der foregik i Thrøndelagen m. m., medens Skule herskede der saa godt som uafhængigt, men ogsaa fordi vi af Kongens Saga for det meste kun lære Skule at kjende i hans Forhold til ham, altsaa fra hans mindst elskværdige Side, medens en Fremstilling af Skules Virksomhed i andre Retninger upaatvivleligt vilde have ladet ham fremtræde i et elskværdigere Lys, og givet os flere forsonende Beviser og Exempler paa de Dyder, som Sagaen i sin Slutnings-Skildring tillægger ham, men hvortil der i