Denne siden er korrekturlest
88
Haakon Haakonssøn.
og Jarlen fandt at Tiden dertil var kommen. Man skiltes derpaa ad i største Venskabelighed. Jarlen drog op til Sverige, Kongen til Tunsberg, og derfra til Bergen, hvor han tilbragte Vinteren (1249–1250)[1].
Ud paa Vintren, ved Kyndelmessetid (2den Febr. 1250) døde Kong Erik uden at efterlade sig Børn. Den nærmeste til Tronen var Systersønnen Valdemar, Byrge Jarls Søn; Valdemars Moder, Fru Ingeborg, var nemlig, som det udtrykkelig siges, berettiget til den hele Arv (det vil sige Privat-Arv) efter ham, og hendes Søn var saaledes ganske vist hans nærmeste mandlige Arving[2]. Men ligesom han var Syster-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 268.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 269. Dette Udsagn, der visselig, som nedskrevet af den paalidelige, samtidige og om alle Sager fra første Haand underrettede Sturla Thordssøn, maa staa fuldkomment til Troende, saavel som hvad der for Resten berettes om Kronprætendenterne, viser end mere, at Knut langes Hustru ej kan have været Kong Eriks Syster, eller overhoved at Riimkrønikens Udsagn, som derfra igjen er gaaet over til Ericus Olai og de senere Forfattere, om Kong Eriks tvende Systre foruden Ingeborg nemlig Elin, der blev gift med Knut lange, og Mereta, der blev gift med Nils af Tofta, er aldeles urigtigt, og at Kong Erik derimod i alle Fald kun havde den eneste egtefødde Syster, Ingeborg. Thi kun for dette Tilfælde vilde Arven efter Erik udelukkende tilkomme hende, saa som Mercia og Elin, eller disses Børn, ellers maatte have været lige berettigede til den med hende; og Philip, Knut langes Søn, vilde da ikke som saadan alene, men mere som Eriks anden Systersøn, have været lige berettiget til Tronen med Valdemar Eller den Omstændighed, at ogsaa han var Kong Eriks Systersøn, maatte dog have været omtalt. Her har altsaa Riimkrønikens Forfatter fulgt et uhjemlet Sagn, eller gjort en uheldig Conjectur, eller maaskee endog opdigtet Forhold, der ej existerede, for at smigre mægtige Ætter, hvis Herkomst derved kunde føres op til Kong Erik. Thi dette Sted hører ikke til den gode gamle Deel af Riimkrøniken. Da nemlig den foregivne Kongedatter Meretas Æt her føres ned til Karl Ulfssøn af Tofta, død 1407, og denne endog omtales som allerede død („han var lagman i Upland i sina daghä“), er det klart, at alt dette først er skrevet i det 15de Aarhundrede, hovedsagelig for at forherlige Sparre-Slægten, til hvilken Karl Ulfssøn hørte. Endog Afstanden mellem Mereta, der, hvis hun var Erik Knutssøns Datter, ej kunde være fød senere end 1216, og den l 1407 afdøde Karl Ulfssøn bliver, om end ikke umulig, saa dog usædvanlig lang. Overhoved synes hele dette første Parti af Riimkrøniken, lige til Byrge Jarls Død, at vært højst fejlfuldt og sandsynligviis senere tilføjet. Allerede Lagerbring har saaledes opkastet grundet Tvivl mod Beretningen om den saakaldte Junker Karl, der skulde have stiftet Folkunge-Opstanden mod Byrge, og siden være falden i et Slag mod Litthauerne. Vi gaa endnu et Skridt videre, idet vi ytre den sterkeste Mistanke om Rigtigheden af Byrge Jarls foregivne Tog mod Tavasterne, Valdemars Valg i hans Fraværelse, Byrges foregivne Vrede derover, og Ivar Blaas Svar. De ældre, vistnok yderst kortfattede og mangelagtige, men i det lidet, de meddele, paalidelige svenske Krøniker vide intet om Toget til Finland 1249, lige saa lidet har Haakon Haakonssøns Saga endog den fjerneste Antydning dertil. Sagaen siger: „saa snart Byrge Jarl kom til,
