søn af Erik Erikssøn, eller Dattersøn af Erik Knutssøn, saaledes var Knut, Magnus Brokes Søn, Dattersøn af Knut Erikssøn; og endelig meente Philip, Knut langes Søn, at han som saadan ligeledes kunde have Fordringer paa Tronen. Valdemars Slægtskab med den sidst afdøde Konge, i Forbindelse med hans mægtige Faders ivrige Bestræbelser, gjorde dog at han, skjønt mindreaarig, med stor Fleerhed blev tagen til Konge 8 Dage efter Morbroderens Død. De to andre Kronprætendenter bleve, som venteligt var, megen forbitrede over at være blevne tilsidesatte, og Knut Magnussøn begav sig den følgende Vinter til Kong Haakon, for at beklage sig over den Uret, han skulde have lidt, og bede ham om Hjelp til at vinde Riget ved Vaabenmagt. Kongen havde da siden Sommeren opholdt sig i Throndhjem, hvor han agtede at overvintre. Haakon modtog sin Frænde med Venlighed, beholdt ham som sin Gjest, navnlig i et Selskab Nytaarsdag (1251), hvor der var en Mængde fornemme Gjester, som Knut Jarl, Erkebiskoppen, begge de islandske Biskopper, o. fl., og hvor det gik saa prægtigt til, at Kongen endog bar sin Krone[1]. Men paa at understøtte Knut med Vaabenmagt mod Byrge Jarl, og bryde det nys indgangne Venskabs- og Svo-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270.
paastode alle (eller efter en anden Læsemaade „vilde han ikke høre om noget andet end“) at hans Søn skulde vælges til Konge“. Altsaa var Byrge Jarl selv tilstede ved Valget, om han endog, førend han „kom til“, havde været i Finland. Men at han ej kan have været saa langt borte, sees af den paalidelige, saakaldte celfiske Krønike (Fants Scr. I. S. 86), hvor det udtrykkeligt angives at Kong Erik døde 2den Febr., og at Valdemar udvalgtes den 10de. Det synes ikke rimeligt, at Efterretningen om Eriks Død skulde kunne naa ham langt henne i Tavastland paa 8 Dage, end sige at han i den Tid ogsaa skulde kunne komme hjem i Betids til Valget. Har Ivar Blaa givet noget Svar, som det i Sagaen anførte, da maa det have været paa Valgforsamlingen, men det synes ikke rimeligt, at der har været Anledning dertil, siden Byrge Jarl ifølge Sagaen selv drev saa ivrigt paa Sønnens Valg. Og skulde det være rimeligt, at Byrge Jarl gjorde et Vinterfelttog mod Tavasterne? Thi fra Mødet ved Thorskebakke kom han vel neppe tilbage til Svithjod førend henimod Høsten; Udrustningerne maatte ogsaa medtage nogen Tid, saa at man neppe kom afsted førend i October; desuden synes Udrustningerne til et saadant Tog at maatte have medtaget hele Sommeren, og gjort Mødet med Kong Haakon umuligt. Da vi nu vide at Korstogsbullen mod Tavasterne er udstedt 1237, synes det rimeligst at Korstoget selv, hvis det har fundet Sted, ogsaa maa have været foretaget meget nærmere den Tid, og kun af Riimkrønikens Forfatter, eller den som sammensmedede Begyndelsen, har været urigtigt henført til 1249 og 1250. Og vi komme da uvilkaarligt til at sætte dette Korstog, paa hvilket Tavasterne ydmygedes og Tavasteborg anlagdes, i Forbindelse med Alexander Nevskis Sejr 1240, saaledes at Byrge ogsaa har villet tage Hevn over Russerne, men med mindre Held end mod Tavasterne. Jvfr. ovenf. S. 54.
