Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/115

Denne siden er korrekturlest
101
1250–52. Grændsestridigheder med Rusland.

(omkring 1110) toge Sigurd Ranessøns Gaard, men at Vidkunn Jonssøn kom ham til Hjelp[1]. Hvorledes nu end Forholdene i hiint mørke Mellemrum vare beskafne, er det vist, at Novgorod i Midten af det 13de Aarhundrede regnede ikke alene det nuværende Nordrusland i Syd og Ost for det hvide Hav, men ogsaa en Deel af Finmarken (altsaa af Norges Rige i vidløftig Forstand) til sine Provindser. Man har nemlig endnu flere af de Overeenskomster, som Novgorod i Egenskab af heel eller halv Republik sluttede med sine Fyrster, og i hvilke Republikkens saakaldte „Voloster“ eller Provinser stedse opregnes, altid i samme Orden og samme Antal. Den ældste af disse Overeenskomster er fra 1264, og den opregner Volosterne saaledes: Savolotshie (i indskrænket Forstand d. e. Egnene fra Karelen inclusive til Mesen), Ter eller Tre, Perm, Petschora og Jugra[2]. Der er al Anledning til at antage, at ogsaa de ældre, nu tabte Overeenskomster have nævnt de samme Voloster, thi den petschoriske Skat omtales allerede ved 1133[3], og i nogle gamle geografiske Antegnelser fra Island, der synes at henhøre til Tiden omkring 1250, staar der udtrykkeligt, at Bjarmeland er skatskyldigt under Gardarikes Konge[4]. Ved hiint Ter eller Tre, der opregnes blandt de novgorodske Voloster, forstaaes intet andet end, hvad allerede Ottar i sin Rejseberetning fra 9de Aarhundredes anden Halvdeel kalder „Terfinnernes Land“[5], det vil sige den store, i det hvide Hav mod Østen fremstikkende Halvø, der begynder omtrent ved Kola i Nord og Kandalax, den inderste Bund af det hvide Hav, i Syd. Men

  1. Se ovenfor II. S. 666. Det er allerede der omtalt, at Sagaens Udtryk taka bú kan tages i forskjellig Betydning, enten blot at „tage Kvæg“ eller „indtage (og da naturligviis plyndre eller ødelægge) Gaarden“. Den sidste Betydning er vel den rimeligste.
  2. Lehrbergs Untersuchungen, S. 28.
  3. Lehrberg, S. 30.
  4. Antiquitates americanæ, S. 283, jvfr. Werlauffs Symbolæ S. 12. Hovedmassen af disse Optegnelser skyldes vistnok den ovenfor (III. S. 1022) omtalte Abbed Nikolas, der allerede levede i det 12te Aarhundrede, men der er flere Tilsætninger, der aabenbart hidrøre fra Midten af det 13de Aarhundrede. Saaledes Tillægget i 764, efter at Norge er omtalt: „nordenfor Norge er Finmarken, derfra ligger Landet til Nordøst og saa til Øst, indtil man kommer til Bjarmeland, der er skatskyldigt under Gardekongen“. Thi samme Codex har og tidligere: „østenfor Norge er Rusland og nordenfor dette er Tatarernes Rige“. Denne Bemerkning skriver sig aabenbart fra Tiden omkring 1250, da „Tatarernes“ Navn var blevet bekjendt i Norden. At der omkring 1218–20 omtales en „Bjarmernes Konge“ (se ovenf. III. S. 596) hindrer ikke at denne Bjarmekonge kunde have været skatskyldig under Novgorod.
  5. Se ovenf. I. 1. S. 609.