Størstedelen af denne Halvø laa indenfor Vegestaven[1], der i det mindste ligefra St. Olafs Tid regnedes for Norges yderste Grændse mod Østen. Naar altsaa russiske Skatkrævere og karelske Jægere, Fiskere eller Handelsmænd viste sig her, maatte de nødvendigviis komme i Collision med de norske Sysselmænd, der skulde indkræve den norske Konges Skat og paasaa Overholdelsen af hans Eneret til Finnehandelen. Og disse Sammenstød maatte blive endnu hyppigere, efter at Nordmænd, som det ovenfor er viist, havde taget fast Bolig hist og her paa Finmarkens Kyster, og den bjarmske Coloni havde nedsat sig ved Malangen. Da Skatte-Kræverne i disse Egne, hvor Indbyggerne for det meste vare Nomader, selv maatte opsøge de skattepligtige Personer uden nøje at kunne indskrænke sig til bestemte Territorier, og Ydelsen derfor alene blev personlig, uden Hensyn til Sted, er det højst rimeligt, hvad vi ovenfor have antydet, at Novgoroderne ej have anseet de til Norge flygtede Bjarmers Skattepligtighed ophørt med Forandringen af Bopæl og Underkastelsen under Norges Konge, og at de have sendt Folk op til Malangen for at kræve Skat af dem, ligesom de vel under alle Omstændigheder have krævet Skat af alle Kareler, der færdedes i Finmarken, hvad enten nu de russiske Udsendinger traf dem i eller udenfor de egentlige Terfinners Land. Her vare saaledes mange Anledninger forhaanden til Strid og Uenighed. Om Russerne end ikke udstrakte sine Skattekrævninger saa vidt, som det her er formodet, var det dog allerede nok, at de tilegnede sig Terfinnernes Land, og Kong Haakon, der med saadan Omhu vaagede over Rigets Hæder og dets Territoriums Ubeskaarethed, kunde, naar han nærmere blev bekjendt med de finmarkske Forholde – og det var under de nys skildrede Bestræbelser fra hans Side til Christendommens Udbredelse i de Egne uundgaaeligt –
- ↑ Vegestaven eller Ægestaven, se ovenfor II. 4, omtales stadigt som Norges yderste Grændsepunkt mod Nordøsten i alle ældre Skrifter, der berøre denne Materie, lige ned i det 15de Aarhundrede. Det tør vel imidlertid være et Spørgsmaal om Fleerheden af dem, der nævnte den, selv var paa det Rene med dens Beliggenhed. Saa meget seer man af „Historia Norvegiæ S. 3, at den, da dette Skrift blev forfattet, sandsynligviis i Midten af det 13de Aarhundrede, antoges at skille Norge fra Bjarmeland, ligesom det af den i Anmerkningerne til dette Skrift S. 31 optagne Notits sees at den laa eller antoges at have været beliggende 72 Uger Søs (Sømile) fra Vargøhuus, eller ⅔ saa langt østenfor dette, som Vaagen laa vestenfor. Dette hentyder paa et eller andet Sted i Nærheden af Umba, eller Udløbet af Veleaa, hvorom nedenfor; men det kan ogsaa, for Afstandens Skyld, der her ej kan være nøjagtigt beregnet, gjerne være etsteds paa den sydlige Side, f. Ex. Vigo, som man ogsaa har antaget, og hvilket baade passer med Navnet og Angivelsen som Grændsepunkt mod Bjarmeland.
