ikke undlade at gjøre alvorlige Skridt til at bortvise enhver uberettiget Indtrængen over Rigets gamle Enemerker. Hertil kom nu og, at Østkarelerne, der i hiin Tid synes at have boet lige op til det hvide Hav og saaledes vare Finnernes umiddelbare Naboer, virkelig øvede Ran og Manddrab paa norskt Territorium, hvilket da igjen gjengjeldtes af Finnerne og de norske Sysselmænd. Hvor længe disse gjensidige Fiendtligheder nu sidst havde varet, eller hvad Tid de toge sin Begyndelse, siges ikke, men der fortælles kun, at om Vinteren 1250–125l, da Kong Haakon, efter at have sluttet Fred med Lübeckerne, opholdt sig i Throndhjem, kom der et Gesandtskab til ham fra Alexander Jaroslavs Søn, der nu siden 1242 atter var anerkjendt af Novgoroderne som deres Fyrste, med Klagemaal over de Fiendtligheder, som fandt Sted nord i Finmarken mellem de under Novgorod skatskyldige Østkareler, og Kong Haakons Sysselmænd: de havde idelig, heder det, Ufred med hinanden i Ran og Manddrab. Muligt, at disse heftigere Fiendtligheder kun skrive sig fra Nordmændenes Deeltagelse i Korstoget 1240; muligt, at det fiendtlige Forhold kan have nogen Sammenhæng med den nys bilagte Strid med Lübeck, da denne Stad allerede i en lang Række af Aar stod i den nærmeste Forbindelse med Novgorod, hvor den endog havde sit eget Oplagssted eller Qvarteer. Thi hvis Ufreden ved de finmarkske Grændser tidligere havde antaget en saa alvorlig Charakteer, vilde der vel ogsaa tidligere fra en af Siderne have været klaget derover. Formanden for dette Gesandtskab hed „Ridder Michael“[1]. Hans Hverv var ej alene at see til, at faa Fiendtlighederne bilagte og forebyggede for Fremtiden, men og at indlede et Giftermaal mellem Kongens Datter Christina, der nu havde naaet sit 17de Aar, og Fyrst Alexanders Søn Basilius (Vasilij), der vel omtrent har været af samme Alder[2]. De bade derfor om at maatte faa Christina at see, og fremførte Alexanders Ønske om at dette Giftermaal kunde komme i Stand. Paa Giftermaals-Forslaget synes Kong Haakon ikke strax at have givet noget bestemt Svar, derimod blev der holdt flere Forhandlinger angaaende de øvrige Anliggender, og man bragte virkelig en Fred i Stand. Den følgende Vaar, da Alexanders Sende-
- ↑ Denne Michael var maaskee den samme, der i Overeenskomsten af 1264 nævnes som Possadnik.
- ↑ Den Søn, som her menes, maa have været Vasilij, da Alexanders øvrige Sønner endnu ej have kunnet være voxne. Alexander selv omtales som meget ung, da han 1240 slog de Svenske, og Sønnen Vasilij kan altsaa neppe have været fed mange Aar for den Tid. Imidlertid maa han have været nogenledes fuldvoxen, da Faderen 1252 gik til Horden, thi han slog, heder det, i hans Fraværelse Littauerne. Sagaen kalder ham Holmgardekongens „unge Søn“.
