somhed til Opretholdelsen af Rigets Hæder og dets Borgeres Velfærd lige over for Udlandet, maa vi kaste et Blik tilbage paa Tilstanden og Begivenhederne indenlands i denne samme Række af Aar, og navnlig paa de borgerlige og kirkelige Forhold. – Norge hjemsøgtes i denne Tid af flere, ikke ringe, Ulykkestilfælde. Den vedholdende Regn i Aaret 1247, og den deraf følgende slette Høst foraarsagede den paafølgende“Vinter Mangel og Dyrtid, der blev saa meget føleligere, som Krigen med Danmark og Lübeckerne hindrede tilstrækkelig Tilførsel[1]. I 1249 indtraf et Jordskjelv i Egnen om Gøtaelven, hvorved dennes østre Arm skar et Stykke Land ud, rimeligviis fra Hisingen[2], og faa Aar efter skede der et endnu mere ødelæggende Jordskred i Orkedalen, hvorved flere Gaarde sank ned i Jorden[3]. Men især vare Ildebrande hyppige. Aaret 1248 var fornemmelig ulykkebringende i dette Henseende, thi ikke mindre end tre Steder, Bergen, Tunsberg og sandsynligviis Nidaros hjemsøgtes af Ildebrand[4]. I Bergen synes Ødelæggelsen at have været størst. Den udbrød Natten til den 4de Juli, uvist hvorledes, midt i Byen (det vil sige den daværende By paa Østsiden af Vaagen), i en Gaard, kaldet Straumen, og da der i lang Tid forud havde været tørt Vejr, greb den rivende om sig. Der blev strax blæst Allarm over hele Byen, og saa snart som Kongen fik at vide hvad der var paa Ferde, klædte han sig i Hast paa, skyndte paa de Mænd, der vare om ham, og lod hele Hirden saavel som alle Byens Borgere blæse ud til at fremmøde bevæbnede, ligesom til Strid[5]. Sin Hird, der var mest at stole paa, anvendte han der, hvor det især kunde behøves, og forordnede selv, hvor enhver skulde staa. Han søgte først at faa standset Ilden indenfor (d. e. søndenfor) Peterskirken, men det var umuligt; han begav sig da med Hirden og Bymændene til den lidt nordenfor beliggende Mariekirke, men ogsaa den, saavel Taget som begge Taarnene, kom i Brand. Da fik Ilden en saadan Magt, at de luende Brande slyngedes – „i hele fem Pileskuds Afstand, ret som en ildsprudende Drage, med et langt Slæb efter sig“, siger Matthæus af Paris, der selv var Øjevidne dertil, –
- ↑ Om Dyrtiden er der ovenfor talt, S. 44, 72, 73.
- ↑ De islandske Annaler, ved 1249.
- ↑ Stedet, hvor denne Ødelæggelse foregik, kaldes Raudsvoll; det maa vel have været et Steds i Nærheden af Elven.
- ↑ Matthæus Paris. S. 504 nævner udtrykkeligt „in tribus principalibus civitatibus“, og da han paa den Tid var i Norge, maa han vel vide Besked derom. Da nu Nidaros aabenbart var mere „principal“ end Oslo, synes det, som om hiin er meent. Denne Ildebrand kunde da maaskee og staa i Forbindelse med den Udvidelse.af Christkirken, som fandt Sted 1248, se nedenfor.
- ↑ Sturlnnga Saga, VIII. 5. Saml. til det norske Folks Historie I. 317.
