op i Borgen, der nu ligeledes begyndte at brænde. Nu skyndte Kongen sig did med en heel Deel Folk, men forgjeves; uagtet Borgen var opført af svære hugne Stene, blev den dog lagt i Aske og mange Folk omkom i Luerne. Kongen begav sig nu til Sandbro, hvor han fandt en stor Mængde samlet, for at hindre Ilden fra at udbrede sig til Holmen og Kongsgaarden; han satte ved sin Nærværelse og sit Exempel nyt Liv i deres Bestræbelser, viste sig djerv og modig, uden Dumdristighed, og fik ved Forstand og Koldblodighed udrettet, hvad han vilde. Han roede selv ud til en Deel gotiske Kogger, der laa udenfor Bryggen, fik der laant en Mængde store Kjedler, og lod dem fylde med Søvand, bringe op paa Bryggen og siden tomme ud over Ilden, idet han tillige lod flere Huse rive ned og de øvrige beskytte ved vaade Langskibs-Sejl. Saaledes lykkedes det endelig at faa Ilden slukket paa denne Kant, men hele Byen indenfor Sandbro var opbrændt, paa nogle faa Huse nær inde ved Vaagsbunden[1]. Matthæus af Paris siger ogsaa, at hele Byen fortæredes, i Alt 11 Kirkesogne, tilligemed nogle, Biskoppen tilhørende Huse; kun de fire Klostre, og Kongsgaarden tillige med Apostelkirken, skaanedes[2]. Dagen efter gik et forfærdeligt Tordenvejr
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260. Dette Sted har i alle hidtil leverede Oversættelser af Haakon Haakonssøns Saga været misforstaaet. Der staar „al Byen var brændt indenfor Sandbro, „fyrir útan“ (d. e. med Undtagelse af) nogle Huse ude ved Vaagsbunden“. Ordene „fyrir útan“ har man taget som om de stode i Modsætning til det nys foregaaede „indenfor“, og oversat saaledes: „Byen var brændt indenfor Sandbro; udenfor denne nogle Huse i Vaagsbunden“. Derved faar man ud, at Vaagsbunden skulde være udenfor Sandbro (!)
- ↑ De Kirker, der laa paa Østsiden af Vaagen, samt i Vaagsbunden, vare ved Kong Haakons Død, Allehelgens og Katharina Kirker iberegnede, 12; af disse tvende sidste Hospitalskirker veed man dog at Allehelgenskirken allerede existerede paa Sverres Tid, og kun efter Gjenopbyggelsen blev sat i Forbindelse med et Hospital. Det samme var aabenbart Tilfældet med Olafskirken, der tidligere var en almindelig Sognekirke, men af Kong Haakon gjenopbyggedes og sattes i Forbindelse med et Franciscanerkloster. At flere af Kirkerne fortæredes eller i det mindste skadedes i Branden, er aabenbart: det siges udtrykkeligt om Peterskirken og Mariekirken, og ligeledes kan det skjønnes at Olafskirken ødelagdes. Thi naar Matthæus siger at de 4 Klostre skaanedes, kan han ikke mene andre end Munkeliv, Jonsklostret, Dominicanerklostret og Nonneseter; at han tilsammen kalder dem religiosorum domus, uagtet eet var Nonnekloster, gjør intet til Sagen og er kun en sædvanlig latinsk Talebrug, hvor Ord af flere Kjøn nævnes under eet. Disse fire Klostre laa netop udenfor Ildebrandens Omraade, hvilket ej var Tilfældet med Olafskirken: hvis denne havde haft noget Kloster, der fortæredes, vilde dette sikkert have været særskilt omtalt; og omvendt, havde den haft et Kloster, der frelstes, vilde der have været Tale om fem, ej om fire religiosorum domus. Alt dette viser, at Franciscanerklostret ikke var til i 1248, men at Olafskirken var en af hine 11 Sognekirker, og at den maa være bleven fortæret i Branden, siden Kong Haakon lod den opføre igjen: ja dette er
