Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/125

Denne siden er korrekturlest
111
1244. Frostathings Christenret vedtagen.

Hensyn til den verdslige Lovgivning vare de, der vedtoges 1260, og som vi derfor først naar vi komme til denne Tid nærmere ville omtale; i 1244 blev derimod en Christenret – Frostathingets – vedtagen, ej alene for Frostathinget selv, men og, som det synes for hele Norge. Denne var den Frostathings-Christenret, som vi allerede ovenfor, i Anledning af Stridighederne mellem Kong Sverre og Erkebiskop Erik, have omtalt, og som, efter hvad vi der have søgt at vise, enten ganske eller paa det nærmeste har været eenslydende med den før omtalte „Guldsjeder“, eller rettere denne selv, med yderst faa Tilsætninger[1]. Den indeholder, selv i den Skikkelse, vi kjende den, i det mindste een Bestemmelse, der aabenbart hidrører fra Erkebiskop Eysteins Tid, og kun ved en Forglemmelse synes at være ladet uforandret[2], medens tillige dens fleste Artikler allerede findes ligelydende optagne i hiint Udkast til en Combination af Frostathings- og Gulathings-Christenretter, som man har kaldt Sverres Christenret, fordi den rimeligviis forelagdes til Antagelse paa Biskopsmødet i Bergen

    føre til Kong Haakon Sverressøn. Men da man intet med Vished veed derom, er det sør det første sikrere at henføre det til Haakon Haakonssøn, og i saa Fald bliver det rimeligt, at dette Mode da ogsaa er det samme, paa hvilket Christenretten, der selv udgjør 2 af disse Parter, vedtoges, altsaa hvor Erkebiskop Sigurd har været tilstede, og som, uagtet det indtraf meget tidligere end hiint, ved hvilket Erkebiskop Einar udtrykkeligt nævnes, dog i Intimationen selv omtales senere, af den simple Grund, at det Parti af Intimationen, som henhører dertil, har dannet Begyndelsen til de før 1260 existerende Afskrifter af Loven, medens Retterbøderne paa Mødet 1260 med dertil hørende Indledning senere ere blevne vedføjede i Spidsen (som man altid seer var Tilfældet med slige Thingbeslutninger) enten, i de ældre Afskrifter, paa løse eller senere tilheftede Blade, eller, i senere Afskrifter, som en Deel af selve Texten. Ligesom der altsaa foran i den nuværende Intimation staar, eller rettere skulde staa: „disse Bestemmelser bleve vedtagne paa Frostathing ved vor Søn Magnus’s, Erkebiskop Einars o. s. v. Samtykke“, saaledes kan der maaskee etsteds i det bortfaldne have staaet: „Følgende Bestemmelser bleve vedtagne paa Ørething med Erkebiskop Sigurds (maaskee ogsaa Knut Jarls) og fleres Samtykke“. Undersøge vi nu, hvilke Sommere mellem 1240 og Erkebiskop Sigurds Død 1252 Kong Haakon tilbragte i Throndhjem, saa at han kunde overvære Frosta- eller Ørething, da faa vi kun 1244. Dette passer og godt dermed, at Christenretten endnu paabyder Jærnbyrd, der afskaffedes af Cardinal Villjam 1247. Om Aaret 1244 i det mindste for Christenrettens højtidelige Vedtagelse kan der saaledes neppe være nogen Tvivl.

  1. Se ovenfor III. S. 247„ 248, jvfr. 263–266.
  2. Dette er Bestemmelsen i II. 10 „om Blodsudgydelse i Christkirken, Mariekirken eller deres Kirkegaard“, der, som ovenfor IV. 248 viist, hentyder paa en Tid, da Christkirken og Mariekirken endnu stode paa samme Kirkegaard, hvilket ogsaa i den saakaldte Sverres Christenret med større Omtanke er rettet til „Christkirkegaarden“ alene.