Institutionen, at den egentlig kun var til for at spare den simple og ubemidlede Mand langvarigt Ophold, byrdefulde Rejser og dertil svarende Bekostning. Men det var en uundgaaelig Følge af de statsretlige Principer, der nu søgtes gjorte gjeldende, at Kongens Dommermyndighed, udøvet gjennem hans beskikkede Embedsmænd, udstraktes til alle Undersaatter, bøje og lave. Vi finde derfor ogsaa nu Lagmændenes Stilling at blive mere og mere anseelig, og deres Embeder omsider, i det følgende Aarhundredes Begyndelse, at regnes blandt de fornemste i Landet, saa at Indehaverne endog synes næsten at have været selvskrevne til de højere Rangtitler[1], medens det derimod tidligere netop synes at have været Principet, at en Lagmand ingen saadan Titel skulde bære, men altid i bogstavelig Forstand kunne kaldes Bonde[2]: aabenbart fordi lign ikke ved sin højere Rang skulde give de Folk, mellem hvilke han oprindelig var sat til at skifte Sten Anledning til Mistillid; en Betragtning, der senere hen, da hans Jurisdiction udstraktes til alle Klasser, maatte bortfalde[3].
En anden af disse Artikler er ogsaa ret merkelig, fordi den viser, hvorledes den Loft til at fare som Handelskarl, der nu er saa udbredt i Norge, allerede i hiin Tid havde taget saadan Overhaand, at Kongen ansaa det nødvendigt at sætte Grændser for den ved et særeget Forbud. „Det er os bekjendt“, siger lign, „at intet er vort Rige saaledes til Skade, som den Mislighed, at man ikke kan faa Arbejdsfolk i Herederne, fordi nu alle ville fare i Kjøbferd og ingen arbejde for Bønderne. Vi forbyde derfor strengeligen enhver at fare i Kjøbferd, der ejer mindre Gods end til tre Marks Værdi. Dette Forbud skal gjelde fra Paaske til Michelsmesse hvert Aar, men fra Michelsmesse og hele Vinteren siden fare enhver i Fred med det, Gud bar givet ham, stort eller lidet“. Forbudet synes at gjelde lige saavel Indenlands-Handel som Fart til fremmede Lande[4].
En Deel Bestemmelser om Audner eller Ødegaarde, opryddede i afsides eller mere højt liggende Egne, saavel som andre Rydningspladse, hvilke nu samtlige underkastedes de sædvanlige communale Byrder og Skatte-Ydelser, vise ikke alene, at ej ubetydelige Strækninger i de senere Tider maa have været opryddede i det nordlige Norge, og Fol-
- ↑ F. Ex. Hr. Hauk Erlendssøn, Ridder og Lagmand c. 1315.
- ↑ Saaledes Dagfinn Bonde, der skjønt Stallare, Sysselmand og saa godt som kongelig Statholder i Bergen dog ej fik Lendermandsnavn. Lige saa Gunnar Grjonbak, der selv kaldte sig Bonde, og hvis Søn Einar, senere Erkebiskop, var i Bøndernes Tal, da han gav Haakon unge Kongenavn.
- ↑ Om Lagmændene, se for øvrigt ovenfor III. S. 190.
- ↑ Frostathingslovens Indl. 20.
