kemængden følgelig have formeret sig, men for saa vidt det heder, at den, der baade høster Hø og Korn af en Audn eller Ødegaard, skal præstere Leding, seer man heraf, hvorledes Ledings-Præstationen allerede var paa Overgangen fra at være personlig til at blive reel, hvilket ogsaa var en naturlig Følge af den sjeldnere Brug, man gjorde af virkeligt Ledings-Opbud[1].
Merkeligt er det, at ved flere af de administrative Forholdsregler, som foreskrives eller antydes af Kongen i disse Kundgjørelser, spille endnu „Aarmændene“ en ikke ubetydelig Rolle. Heraf maatte man slutte, at Kongsgaardenes Bestyrere endnu kaldtes Aarmænd, og at de fremdeles ved Siden af Sysselmændene repræsenterede Kongemagten. Men Sagen er formodentlig den, at kun Benævnelsen er bibeholdt fra den ældre Lovgivning, medens Sysselmændene egentlig ere meente. Thi Sysselmændene nævnes slet ikke, uagtet deres Embede paa Kong Haakons Tid allerede længe havde bort blandt de bestaaende Indretninger og derfor nødvendigviis synes at maatte have været nævnt, naar der er Tale om Sagsøgning, Tilsigelse af Rideskyds, o. a. d.[2].
- ↑ Frostathingslovens Indl. 17, 18, 19. Den, som kun driver en Audn paa Hø, ej paa Kornavl (som slaar og ikke saar) skal kun præstere Budbyrd og Fattiges Flytning (kun de communale Byrder). Men naar han „baade saar og slaar“, da skal han og præstere Leding efter forstandige Mænds Skjøn (§ 17). Dog vidner det atter om Forpligtelsens personlige Charakteer, naar det i § l8 heder „at Kongen har fritaget den Lejlænding, der selv opfører Hufebygningen paa en Audn, for Ledingen for tvende „Nev“ i de første sex Aar.
- ↑ Herved bemerkes dog, hvad der egentlig gjelder om hele dette Parti af Indledningen til Frostathingsloven, eller hvad der vedtoges og udstedtes paa Ørething, altsaa tillige Lovens Inddeling i 16 Parter og Christenretten, at da vi formedelst den for omtalte Lacune mellem § 13 og 14 ikke have Begyndelsen til denne Række af Kundgjørelser og Retterbøder, kunde det, naar Alt kommer til Alt, være muligt, at alt dette egentlig skriver sig fra Haakon Sverressøn, ved dennes Forlig med Erkebiskop Erik, og at Kong Haakon Haakonssøns Samraad eller Overeenskomst med Erkebiskop Sigurd kun har gjeldt Christenrettens Udstrækning ud over Frostathingslagen til hele Riget. Der er meget, som gjør denne Antagelse sandsynlig, og ikke mindst den Omstændighed, at Aarmændene endnu nævnes med Udelukkelse af Sysselmændene, samt at Lagmands-Institutionen endnu synes at omtales som ganske ny, og som om det for en stor Deel var den Konge, i hvis Navn Kundgjørelsen udstedtes, der fra først af havde indsat Lagmændene. Man kunde endog føle sig fristet til at gjette paa Sverre selv, hvis man ikke maatte antage det usandsynligt, at han havde optaget Christenretten, saadan som den forefindes, i sin Lovbog. Hvad der fremdeles i høj Grad synes at tale for en saadan Antagelse, er deels den ovenfor paapegede Bibeholdelse af de for Lateranmødet 1215 gjeldende forbudne Led, deels den merkelige Omstændighed, som vi strax nedenfor paapege, at et gammelt Brudstykke af Frostathingsloven fremstiller Saktallet aabenbart i en langt ældre og uhjelpsommere Form, end det findes i de øvrige Haandskrifter, medens dog Sideoverskriften paa hiint Brud-
