Til Forebyggelse af Ættedrab maatte det særdeles bidrage, at de Boder, hvormed Drab og Legemsfornærmelser endnu tildeels kunde afsones, enten ikke sattes faa højt, at Vedkommende mistvivlede om at kunne udrede dem og derfor slet intet betalte, eller at Beregningsmaaden og Fordelingen ej var altfor indviklet, da det ellers let kunde hænde at enkelte Medlemmer af Ætten, der troede sig berettigede til at tage Boder, men enten ingen havde faaet, eller fandt at de ej havde faaet nok, i saa Fald ansaa sig berettigede til at tage Hevn paa egen Haand. Det gjaldt saaledes at simplificere de saakaldte Saktal saa meget som muligt. Vi have allerede seet[1], hvorledes en saadan Simplification synes at være indskudt i den ældre Gulathingslov ved Siden af den ældre, mere indviklede, Beregning. Et senere, endnu simplere indrettet Saktal, beregnet af den af os oftere omtalte Lagmand Bjarne Mardssøn fra Haalogaland, der nævnes mellem Aarene 1198 og 1223, findes, som ovenfor viist, tilføjet Gulathingslagen, hvilket maaskee antyder, at det bar skullet gjelde for det hele Land, da Bjarne Mardssøn som Haalogalænding ellers intet havde med Gulathingslagen at bestille. Ogsaa i Frostathingsloven sees et ældre, mere indviklet Saktal at være ombyttet med et nyere og simplere, der i flere Henseender bar meget tilfælles med hiint[2]; men da dette nyere dog endnu omtaler „thybaaren Søn“[3], medens deri-
- ↑ Se ovenfor III. S. 970.
- ↑ At det Saktal, der findes i Frostathingslovens Text, saadan som den nu kjendes, ikke er det oprindelige, sees aller bedst af det før omtalte gamle Brudstykke, aftrykt i N. gl. L. II. S. 520, der virkelig er et Stykke af det ældre Saktal, og ikke stemmer med Textens. Det sees ogsaa af denne selv, IV. 6, 9, hvor der ligefrem omtales en Mangel ved det ældre Saktal, som nu ved disse Artikler rettes.
- ↑ Frostathingsloven IV. 5, 10, 14, 17, 21, 24, 28, 31, 35, 38.
stykke viser, at det har hørt til den i de 16 Parter inddeelte Lov, følgelig er yngre end den her omhandlede Kundgjørelse. Thi er da den Text, efter hvilken Loven er trykt i N. gl. Love 1. B., saavel som de fleste øvrige Brudstykker, fra Kong Haakons Tid, hvad man vel maa antage, (skjønt ogsaa det yngre Saktal aabenbart er ældre end 1220, se nedenfor) bliver det ikke usand synligt, at hiint Brudstykke med det ældre Saktal er en 50 til 60 Aar ældre. Fuldkommen Vished faa vi nu neppe i denne Sag, da dette ej kunde skee uden at man fandt et Haandskrift, hvori hiin Lacune var udfyldt – hvortil der ej er nogen Udsigt. – Jeg har derfor ikke vovet at fremsætte den her ytrede Mening i Texten, skjønt jeg dog næsten er moralsk overbeviist om dens Rigtighed. Thi hvad der ovenfor er ytret om Kongens og Erkebiskop Sigurds Samvirkning, enten paa Frosta- eller Ørething, om Sommeren 1244, kan, som ogsaa før antydet, alligevel være rigtigt, muret end kun vedkommer Christenretten. Og at den gamle Christenret da blev paabuden for hele Riget, uden at man endnu havde givet sig Tid til at forandre dens Text, er ikke besynderligere, end at den og kunde blive paabuden 1290, 1316 og 1327. Maaskee man saaledes netop kan betragte Haakons og Sigurds Paabud som det første i Rækken af alle disse interimistiske Christenrets-Paabud.
