mod Bjarne Mardssøns Saktal ingen saadanne Reminiscenser fra Trællevæsenet indeholder, maa man dog antage at dette er det yngste, og saaledes, hvad nys antydedes, efter al Rimelighed bestemt til at gjelde for hele Riget. Det synes ogsaa allerede aabenbart at gaa ud paa, at samle den hele Bodspræstation under eet, saaledes at der ej mere er Tale om, at Drabsmandens Frænder skulle umiddelbart udrede en Deel af Boden til lille nær beslægtede Frænder af den dræbte, men at der kun fastsættes en Sum, det være sig 6, 5, 4 eller 3 Mkr. Guld, for hvilken alene Drabsmanden er ansvarlig, og som den Dræbtes Frænder dele med sig efter en bestemt Proportion. Om Drabsmanden selv udreder hele Summen, eller hans Frænder ere ham dermed behjelpelige, bliver da ligegyldigt, eftersom man dog kun har ham at holde sig til. Da Bjarne Mardssøn ej omtales som Lagmand i 1198, men derimod i 1223, da han i denne Egenskab var tilstede paa Rigsmødet i Bergen, bliver det rimeligt, at hans Saktalsberegning nærmest tilhører denne Tid, og at den er skeet efter Kongens og Skule Jarls Foranstaltning. Endog det yngre Saktal i Frostathingsloven maa saaledes hidrøre fra en tidligere Periode.
Det var dog ikke Kong Haakons Hensigt at blive staaende ved de her omtalte Forandringer. Foruden at bringe det hertil, at een fælles Lovgivning gjaldt over hele Riget, var det navnlig hans alvorlige Hensigt, ganske at faa afskaffet det indviklede Ættebods-System, der kun begunstigede Drab og private Fejder, indskrænkende Boden alene til hvad Drabsmanden selv erlagde til den nærmeste Arving, saavel som Thegngildet til Kronen: en Foranstaltning, hvorved Drabssager, i Stedet for, som for, kun at være private, nu paa det nærmeste bleve offentlige, og Begyndelsen saaledes gjordes til et mere ordnet Justitsvæsen. Men en saa gjennemgribende Forandring kunde ikke skee med eet, og Kong Haakon oplevede heller ikke mere end at see en Forberedelse dertil bevirket. Dette skede dog ikke førend i 1260, saa at vi først senere komme til at omtale det. Men man kan ikke tvivle om, at han den hele Mellemtid har været utrætteligt virksom for at bearbejde Gemytterne og bringe de her omhandlede, tidsmæssige Lovsforbedringer til Veje.
Med Hensyn til Gulathinget gjorde Kong Haakon, uvist naar, den Forandring, at Thingstedet henlagdes fra det egentlige Gula, ved Eivindvik Kirke, til Øen Gulø, lidt længer inde i Fjorden, hvor han ogsaa til Thingalmuens Tarv lod opføre en Kirke. Aarsagen til denne Forandring er nu ej faa let at indsee; maaskee Communicationen har været noget bekvemmere, eller at Øen har afgivet bedre Plads[1].
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 333. Derfor heder det og i den yngre Gu-
