der fortæredes af Branden 1248, og da i det mindste Olafskirken og Allehelgenskirken omtales tidligere, bliver det, som tidligere paapeget, næsten utvivlsomt, at i alle Fald de to sidste Kirker ere blevne et Rov for Luerne, men siden paa Kongens Bekostning opførte, da han havde særegne Hensigter med dem, idet Olafskirken nu blev Kirke for et af de første Minorit- eller Franciscaner-Conventer, der stiftedes i Norge, altsaa ved Kong Haakons egen Foranstaltning, og Allehelgenskirken maaskee allerede strax ved Gjenopførelsen bestemtes til Kirke for et paatænkt, og af Haakons Søn og Eftermand virkelig stiftet Fattighuus. Til Katharinakirken, der vistnok ikke var til før Branden, har der vel været skaffet Plads ved Omreguleringen af Tomterne i Nærheden af Sandbro, hvor Ilden synes at have raset voldsomst. Katharina-Hospitalet, hvortil Kong Haakon – uvist om strax eller paa sit Yderste[1] – skjenkede hele 240 Maanede-Maters Bol
- ↑ Til Allehelgenskirken, heder det i Sagaen udtrykkeligt, gav Kongen 120 Mm.s Bol i sin sidste Sygdom, men det kan ikke sees af Sagaens Ord, om han først da tænkte paa at forbinde den med et Hospital, eller allerede tidligere havde fattet denne Plan. (Se for øvrigt Langes Klosterhistorie S. 260). Derimod synes Kongen allerede fra først af at have haft i Sinde at combinere et Hospital med Katharinakirken (se Sagaen), saa at Fundationsgaven maaskee allerede før hans Død kan have været skjenket, om han end ikke selv oplevede at see det Hele fuldendt. Det maa for øvrigt merkes, at Kong Magnus, Haakons Eftermand, ej alene forandrede Faderens Plan med Katharina Hospital, idet han gjorde det til et Fattighuus for Fruentimmer, (se Dipl. Norv. II. No. 16), men ogsaa 1266 flyttede selve Kirken med det maaskee endnu ikke færdigbyggede (ja maaskee ej engang paabegyndte) Hospital til Vaagsbunden, ganske nær ved Allehelgenskirken. Mere herom paa sit Sted nedenfor. Naar man kun har Annalernes Ord (efter det bedste Haandskrift) for Øje, at Kong Magnus lod Katharinakirken opbygge 1266, nær ved Allehelgenskirken, og
i et Par yngre Diplomer nævnes et „St. Olafs Huus ved Kongsgaarden“, hvor Sjælemesser holdtes, kan ej være af nogen Vegt, deels fordi Diplomerne selv ere af problematisk Beskaffenhed, deels fordi det i alle Fald maatte være højst besynderligt at benævne Dominicanerklostret som beliggende „ved Kongsgaarden“, da det dog laa langt nærmere ved Biskops- og Kannikegaardene (se ovenf. S. 35) uden engang at stode op til hiin. Det er den foregivne Vanskelighed i at forlige Sagaens Ord, at Kong Haakon „opførte Olafskirken“ med den Omstændighed, at „Olafskirken“ allerede tidligere omtales, som rimeligviis har fremkaldt hiin Gisning. Men Vanskeligheden bortfalder ganske, naar man kun erindrer, at den ældre Olafskirke i Vaagsbunden brandt ned 1248, hvilket, som ovenfor viist, Matthæus Paris. næsten endog reent ud siger. Da vi nu finde Minoriter i Bergen allerede omtalte 1264, hvilket viser at Klostret maa være stiftet af Kong Haakon, og da vi tillige see, at han maa have interesseret sig for denne Orden, siden han og stiftede et lignende Kloster i Tunsberg, medens vi derimod ej have Spor af at han tog sig noget særdeles af Dominicanerne, hvis Indførelse i Norge snarere var Biskoppernes og Chorsbrødrenes ubetænksomme Verk, bliver det utvivlsomt, at det er Franciscanerkirken, hvortil Sagaen her sigter.
