Tunsberg deels efter Branden i samme Aar, deels og især efter den nye store Ildebrand i 1258.
Det synes ogsaa for en stor Deel at kunne tilskrives Kongens Indflydelse og Anseelse, at det oftere omtalte Nidarholms Kloster, der ved Abbed Bjørns uforsvarlige Ferd var bragt sin Undergang nær, blev frelst og reformeret. Vi have seet, hvorledes Munkene, hvilke Erkebiskop Sigurd vilde udjage, henvendte sig til Cardinal Villjam om Hjelp, og at denne raadede dem at anraabe Paven selv om at staa dem bi, og sende en kyndig Mand, der kunde reformere deres Kloster og undervise dem hedre. De fulgte hans Raad, og Abbeden selv, ledsaget af Prioren, begave sig til Curien, forsynede med Anbefaling saavel fra Cardinalen som fra Kongen. Paven viste sig naadig mod dem, og bød dem selv udvælge sig en Reformator. Efter en Dags Betænkning og Raadslagning med andre erfarne Mænd nævnte de for Paven, som den der efter deres Mening var mest skikket til dette Hverv, den oftere omtalte Matthæus af Paris, Munk i St. Albans Kloster i England, da for det første, som de sagde, ingen Klostre af deres Orden var i bedre Skik end de engelske, og af disse igjen intet fortrinligere end St. Albans Kloster; og for det andet Matthæus selv var en særdeles god Bekjendt og Ven af Kongen, der af den Grund maaskee lettere vilde være at formaa til, naar det behøvedes, at anvende sin Magt til at tæmme Gjenstridige. Man maa formode at dette Valg af Matthæus allerede før Udrejsen har været aftalt mellem Kongen og Abbeden. Paven samtykkede i Valget, og udfærdigede strax en Skrivelse til Abbeden i St. Albans om at han skulde afgive Matthæus til denne Sendelse. Dette skede; Matthæus tom til Norge, og udførte heldigt sit Hverv. Men da dette netop, som vi tidligere have seet, skede i 1248, hvor Matthæus var Øjevidne til Bergens Brand, og da vi ligeledes erfare, at han medbragte Breve og Hilsener fra den franske Konge til Kong Haakon, er det aabenbart, at Matthæus selv samtidigt med Gesandterne maa have været i Frankrige, og rimeligviis saavel ved Pavehoffet i Lyon, som ved Kong Ludvigs Hof. Det er ogsaa i sig selv højst sandsynligt, at Abbeden og Prioren have lagt Vejen til Pavehoffet over England, for at raadslaa med Matthæus, der allerede et Par Aar forud havde gjort dem en saa væsentlig Tjeneste ved at faa Bjørns Pantebreve ud af de Koværtskes Klør, og at han med sin Abbeds Samtykke har gjort Følge med dem til Lyon, for at hjelpe dem ved sin Indflydelse og sine gode Raad. Denne gode Bistand havde de saaledes middelbart især Kongen at takke, thi han virkede baade paa Cardinalen, paa Matthæus, og paa Paven selv. Hvor længe Matthæus opholdt sig i Norge, vides ej, men det synes ikke at kunne have været i saa særdeles kort Tid. Da
