Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/139

Denne siden er korrekturlest
125
1252–56. Korstogsprædiken mod Preussen.

dertvunget, og hvis det lykkedes ham at overvinde dets stridbare Beboere og tvinge dem til at antage Christendommen, kunde han vel ogsaa vente at faa en Deel af deres Land anviist sig til Ejendom. I anden Halvdeel af Aaret 1252 havde Ridderne netop besluttet at gjøre Hoved-Angreb paa Samland[1]. Det er derfor i sig selv højst sandsynligt, at de have forespurgt sig hos Kong Haakon, om han vilde komme dem til Hjelp, og at han har givet et betinget Løfte herom, samt at han for det Tilfælde at et saadant Tog fra hans Side kom i Stand, foreløbigt har ladet sig det, han maatte kunne erobre, overdrage af Paven. Under den Mangel paa offentlige Aktstykker fra disse Tider, som desværre hersker i Norges Historie, kan man ikke vide, hvad Brevvexling herom der kan have været i Gang. Hvo veed, om ikke det store Tog til Danmark, han udrustede i 1253, ogsaa, om det var kommet i Stand, og han med en Flaade havde viist sig i de danske Farvande, vilde have gjeldt Samland? Men den Fredsmegling, Byrge Jarl tilvejebragte, og som medførte en fuldkommen Indstilling af alle Krigsforetagender for Øjeblikket, maatte ogsaa lade en mulig Plan til at bekrige Preusserne gaa overstyr. Ridderne havde desuden om Vintren 1252–53 allerede gjort et Tog til Samland, der løb saa uheldigt af, at man neppe den paafølgende Sommer kunde have Lyst til at gjentage det[2]. Paven befalede nu Prædikebrødrene paany at prædike Korset mod Hedningerne i Lifland og Preussen, og rimeligviis er dette da ogsaa skeet i Norge, uden at der erfares noget om, at en eneste Nordmand tog Korset[3]. Derimod gjorde, som bekjendt, Kong Ottokar af Bøhmen med flere andre Fyrster i Aaret 1255 et Korstog ind i Samland, hvis Indbyggere, bukkende under for Overmagten, ganske maatte falde til Fode og lade sig døbe[4]. Da var imidlertid Pave Innocentius død. Hans Eftermand, Alexander den 4de, lod Dominicanerne endnu engang prædike Korstog i Tydskland og hele Norden, før at de øvrige, endnu ikke undertvungne Dele af det gamle Preusserland kunde betvinges og Indbyggerne christnes, men der nævnes intet om, at nogen Nordmand tog Korset[5].

  1. Voigts Gesch. Preussens, III. S. 41 ff.
  2. Voigt, Gesch. Preussens, III. 44.
  3. Raynaldus, ved Aar 1253, No. 26. Voigt, III. 50.
  4. Voigt, Gesch. Pr. III. S. 75 fgg.
  5. Dipl. Norv. I. 54. Raynaldus, ved 1256, No. 15. Voigt, Gesch. Pr. III. S. 105. Hvis der er noget i den svenske Riimkrønikes Beretning om at den svenske Folkunge Karl (maaskee Karl Ulfssøn) drog til Preussen og siden faldt i Kampen mod Littauerne, torde det maaskee have været i Anledning af denne Opfordring, og han faldt muligviis enten i den ellers ikke af de tydske Chronister omtalte