Derimod see vi, at da Pave Alexander, for ret at overvælde Hohenstauferne, og navnlig den talentfulde Manfred af Tarent, der efter Kong Konrads Død opretholdt Ættens Magt i Nedre-Italien, bestemte at Korstogsløfter til det hellige Land kunde fyldestgjøres, naar man i dets Sted drog til Neapel og Sicilien for at bekrige Manfred eller overhoved at staa den engelske Kongesøn Edmund bi, hvilken allerede Pave Innocentius havde overdraget begge Siciliernes Krone. Han henvendte sig i saa Henseende særskilt til Kong Haakon, og overdrog Erkebiskoppen af Canterbury saavel som sin Capellan og Fuldmægtig, Subdiaconen Rostand, højtideligt at fritage saavel Kongen, som alle andre, der i Norge maatte have taget Korset, fra deres Løfte om at drage til Jorsaleland, naar de i Stedet derfor ledsagede den engelske Konge paa hans forehavende Tog til Sicilien[1]. Af dette Tog blev der intet, og Haakon, som vist ikke under nogen Omstændighed havde ladet sig bevæge til den Uklogskab at deeltage deri, aller mindst mod sin Ven Kejser Frederiks Søn, slap saaledes for en udtrykkelig Vægring, medens Skylden for Udsættelsen og omsider den hele Mund Gaaen overstyr kun faldt paa den engelske Konge. Om videre Forhandlinger i Anledning af Kong Haakons Korstogsløfter tales der ikke. Sandsynligviis er Sagen nu ganske bleven stillet i Bero. Det vilde ogsaa have været til ubodelig Skade for Landet, om Kong Haakon var bleven bortreven fra sin utrættelige Virksomhed til Landets ydre Hæder og indre Velvære, for fjernt fra Norge at føre en Riget selv uvedkommende Kamp, der neppe engang, om den var heldig og hæderlig, vilde have efterladt synderlige Spor, hvad enten den førtes mod Vantroende eller andre fremmede Nationer.
Medens Kong Haakon med en forstandig Liberalitet tog sig af Kirken og dens Forherligelse, sørgede han ikke mindre for at omgive Kongedømmet med ydre Pragt, og for allehaande andre Foretagender, der sigtede enten til Rigets Sikkerhed eller til Næringsvejenes og anden nyttig Virksomheds Ophjelpelse. Især synes hans Opmerksomhed at have været henvendt paa Viken, hvis Vigtighed som Rigets srugtbareste og bedst befolkede Landskab maatte være indlysende. Han lod saaledes, fortælles der, mange øde Øer i Viken opbygge; blandt dem nævnes udtrykkeligt Ekerøerne ved Indløbet til Gøta-Elvens søndre Arm, hvilke han lod oprydde, bebygge og forsyne med en Trækirke; Gulløen, en
- ↑ Breve hos Rymerus, I. S. 320.
Strid, der i de islandske Annaler sør 1259 betegnes med „Guds Riddere svegne i Samland“, eller i en sildigere Kamp mod de frafaldne Preusser: i et Diplom fra 1268 omtales han som død, men hvor længe, erfares ei.
