Ved Hertug Skules Fald var, som vi i forrige Afsnit have seet, ej alene al Borger- og Tronkrig ophørt, men endog alt Frø til lignende Krige i Fremtiden tilintetgjort. Der fandtes ikke længer en Eneste, der endog med det ubetydeligste Skin af Ret end sige Haab om Held kunde tænke paa at gjøre Haakon Haakonssøn Tronen stridig. Hans Kongedømme var sikret, medens der tillige efter menneskelige Blik ej var nogen Sandsynlighed for, at Landet snart vilde komme til at rystes af saadanne indre politiske Storme, som dem, det nys havde overstaaet. Kongen var elsket hjemme og højt hædret ude. De sidste Levninger af den Skygge, der havde hvilet over hans Farfader Sverres Navn, vare svundne. Nu erindrede man Sverre kun som den store, geniale Kriger, ypperlige Regent og personligt elskværdige Mand. Det var nu en Hæder, ikke en Skam, at nedstamme fra ham. Vi ville see, hvorledes man nu endog ved Opkaldelser søgte at vedligeholde hans Navn i den kongelige Familie, og at hans Aartid højtideligholdtes i Kirkerne[1]. Og ligeledes var Birkebeinernes Navn ej alene fra et Spottenavn i Tidens Løb blevet et Hædersnavn, men efterat det var gaaet af Brug, og Partikampen endt, omsvævedes det endog af en særegen Glands; de „gamle Birkebeiner“ betragtedes næsten som Oldtidens Heroer, som Idealer af Tapperhed og Ridderlighed. Med Gejstligheden stod Haakon paa den bedste Fod[2]. Vel vare, som vi vide, flere vigtige Spørgsmaal endnu ikke
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/15
Denne siden er korrekturlest
