Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/158

144

Haakon Haakonssøn.

veed, men som under sin hele Embedstid synes at have været i den bedste Forstaaelse med Kongen^[1].

13. Erkebiskop Einars mislykkede Forsøg paa at faa Tronfølgen og Magtens Deling ordnet til Haakon den unges Fordeel. Haakon den ringes Gesandtskab til Spanien. Gesandtskab og Giftermaalsforslag fra Kongen af Castilien.

Om Vaaren 1254 døde Kong Haakons ældste, men udenfor Egteskabet fødde Søn, Hr. Sigurd, i sin bedste Alder, kun lidet over 30 Aar gammel^[2]. Det slaar ikke fejl, at Kongen har taget sig hans Død nær, thi han synes at have været en brav ung Mand, paa hvem han i vanskelige Tilfælde kunde stole^[3], og som dertil uden Knurren fandt sig i den Indrømmelse, Kongen gjorde det nye, af Gejstligheden opstillede Princip, at kun egte Fødsel berettigede til Tronen, idet han ej lod ham, men sin yngre, egtefødde Søn Haakon hylde som sin tilkommende Efterfølger, og give Kongetitel. Imidlertid er det klart, at Sigurds Død for saa vidt maa have været betimelig, som den bortryddede den væsentligste Grund til fremtidige Tronstridigheder. Om Kongen end, ved at foretrække Haakon for Sigurd, i Gjerningen havde viist, at han anerkjendte hiint Princip, saa var det dog endnu ikke vedtaget af Folket i Almindelighed. Efter de ældre Love og Vedtægter var Sigurd lige saavel arveberettiget til Tronen, som nogen af hans egtefødde Brødre, ja som ældre end de kunde han endog siges at have et Fortrin for dem. Førend Haakon den unge endnu var fød, var han upaatvivleligt af Kongen bestemt til at være hans Tronfølger, og betragtedes vistnok af de fleste, der ej havde svoret til Skule Jarls Fane, som saadan^[4]. Haakon ringes Ophøjelse til Tronfølger tilintetgjorde saaledes hans glimrende Udsigter for Fremtiden, og det fortjener ikke liden Ros, at han fandt sig saa taalmodigt deri, som man af Sagaens Taushed om det

1. De islandske Annaler. Sagaen nævner senere Thorgils, men taler ej om hans Udnævnelse.
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 282. Sigurd omtales, som vi have seet, allerede først i 1225, han var altsaa i det seneste fød 1224, men snarere lidt før; dog kan man heller ikke sætte hans Fødsel mange Aar i Forvejen.
3. Saaledes i Slaget i Oslo 1240, se ovenfor III. S. 967. Af den Omstændighed, at Sigurd i Aaret 1253 sorte Skibet Rygjabranden, skulde man fristes til at antage, at han da havde faaet Ryfylke i Forlening; dog vides intet derom med Sikkerhed.
4. Det slaar ikke Fejl, at de Dispositioner, ham vedkommende, som Kongen ved Tiltrædelsen til Vermelandstoget 1225 traf, og hvorom han underrettede den troe Dagfinn Bonde (se ovenfor III. S. 682), netop angik Tronfølgen.