afgjorte, men kun hvilende indtil videre; dog herskede den venligste Forstaaelse mellem ham og Erkebiskop Sigurd, og det er ovenfor viist, hvorledes Pave Gregorius selv, faa Uger før sin Død, (21 Aug. 1241) havde udtalt den største Bevaagenhed for ham, og tydeligt lagt for Dagen, at alle Spor af den tidligere, i sig selv ej synderligt betydende, Misforstaaelse mellem dem vare udslettede. Med Naborigerne, fornemmelig Sverige og Skotland, herskede der vistnok enkelte endnu ikke opgjorte Tvistepunkter, men deels vare disse ikke saa betydelige, at det for deres Skyld, i det mindste for Øjeblikket, kunde synes Umagen værd at yppe Krig, deels var Haakon allerede saa mægtig og anseet, at det var en højst betænkelig Sag, at faa ham til Fiende. Haakon havde saaledes nu langt om længe fuldkommen Ro og Fred til at sørge for sit Riges Opkomst, og yderligere befæste sin Magt og sit Dynasti.
De af Haakons og Dronning Margretes Børn, som paa denne Tid levede, vare Haakon, der siden Hyldingen om Vaaren 1240 ogsaa førte Kongenavn som designeret Tronfølger, Christina, og Magnus. Haakon var fød om Høsten 1232, Christina først i 1234, og Magnus om Sommeren 1238. Desforuden havde Kongen, som det tidligere er nævnt, de tvende naturlige Børn, Sigurd, fød omkring 1223, og Cecilia, nu gift med Hr. Gregorius Andressøn. Sigurd synes at have været en haabefuld Yngling, hvilken man allerede tidligt kunde betro vigtige Hverv[1]. Der findes ikke mindste Spor til at han ytrede nogen Skinsyge mod sine yngre, egtefødde Brødre, hvis Tilværelse berøvede ham den Udsigt til Kronen, som han, hvis de ej vare fødde til Verden, vilde have haft, lige saa lidet som der tales om nogen Uvilje fra Dronningens Side mod hendes Stifbørn. Da de vare fødde før hendes Egteskab med Kongen, skyldtes heller ikke deres Tilværelse nogen Utroskab fra dennes Side, ligesom det derhos lader til, at Dronningen i det hele taget, har været af en blid, stille og elskværdig Charakteer, saa at Kongen, om han end i Førstningen ikke havde stort tilovers for hende, dog siden, under deres lange Samliv, fik hende oprigtigt kjær.
Af de verdslige Høvdinger, der paa denne Tid havde mest at sige i Norge, tilhørte vistnok kun de færreste ret gamle Slægter, der i tidligere Dage havde hørt med til Lendermands-Aristokratiet. De fleste skyldte vel Borgerkrigene deres Ophøjelse, og vare enten selv Birkebeinerhøvdinger, eller Sønner og Sønnesønner af saadanne. Den højbyrdigste Høvding paa den Tid i Norge var upaatvivleligt Peter Paalssøn i Giske, Lendermand af Titel og kongelig Sysselmand
- ↑ Han bragte saaledes, som vi have seet, Faderen Hjelpetropper og kæmpede med i Slaget i Oslo.
