Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/169

Denne siden er korrekturlest
155
1256. Nordmændene herje i Halland.

Glumsteen, med den Forskjel, at Nordmændene der i Førstningen ingen Modstand mødte, men under Herjen og Brænden Thorsdag Aften og hele Fredagen trængte lige ned til Edre-Aaen og lagde Byen Falkenberg i Aske[1], Om Løverdagen vendte de tilbage til deres Skibe ved Glumsteen, fremdeles herjende, hvor de kom frem. Den følgende Nat udbrød der en voldsom Storm, hvorved nogle af Skibene kom løs og dreve paa Grund; disse maatte man opgive, men Besætningen reddede sig med alt Godset over paa de andre Skibe, der vare bedre fortøjede. Imidlertid havde Indbyggerne forsamlet sig i et stort Antal, dræbte nogle Nordmænd, der endnu sværmede oppe i Land, kom om Søndagen ned til Kysten, bemægtigede sig de Skibe, der vare drevne paa Grund, gjorde dem flot, tændte store Baal paa dem, og lod dem saa drive ud mod den norske Flaade, da Vinden just var slaaet om, og nu blæste fra Land. Men Nordmændene roede op imod de brændende Fartøjer, og fik dem ved Baadshager stødte til Side, saa at de ingen Skade anrettede. Derpaa forlode de Glumsteen og droge atter nordefter, men lagde paa Vejen ind i Strøms- (Kongsbakke-) Fjorden, og brændte Byen Aranes (nu Kongsbakka). Da alle de udsendte Skibe kom tilbage til Ekerøerne, blev Byttet, der maa have været temmelig betydeligt, deelt under Kongens Opsigt. Derpaa voldt Kongen Raad med sine Mænd, hvad man videre skulde tage sig fore. Man besluttede at sende et nyt Gesandtskab, bestaaende af tvende Dominicanermunke, Broder Simon og Sigurd Aamundessøn, Prior i Nidaros, til Danekongen, for at spørge ham, om han ikke nu var villig til at slutte Fred. Christopher befandt sig unegtelig i stor Forlegenhed; hans Strid med Gejstligheden var endnu ikke bilagt, og de ringeste af Bønderne, de saakaldte Kotkarle eller Kotbønder, vare paa flere Steder i Riget, fornemmelig i Skaane og Sjælland, i voldsomt Oprør mod deres verdslige og gejstlige Herrer[2]. Alligevel vilde han ikke høre noget om Fred med Kong Haakon, og gav kun ondt af sig, fordi denne havde ladet herje i hans Rige, saaat Gesandterne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og give Kongen den Besked, at det ikke for det første tegnede sig fredeligt. Kong Haakons Fremgangsmaade var vistnok heller ikke skikket til at vække fredelige og forsonlige Tanker hos Danekongen, og den strider imod vore nuværende Begreber om hæderlig Krigførsel, men i de

  1. I Sagaen staar kun „den der liggende Kjøbstad“, men dette kan ikke være nogen anden end Falkenberg.
  2. Suhm, Hist. af Danm. X. S. 287–290. Denne Bondekrig synes netop at trave raset i Sommermaanederne, dog angives Tiden paa Aaret ej nøjagtigt, og Begivenheden selv omtales paa en besynderlig kort, næsten forblommet Maade, som „clava ferit“; „lex clavarum“, „Kotlarle vare galne med Kølver e. a. d.