var dette Møde, hvortil Broder Absalon skulde indbyde Haakon, da han af Christopher sendtes til ham. Men bi have seet, hvor lidet tilfreds Haakon og Nordmændene vare med Byrge Jarls tidligere Meglingsforsøg, og man kan derfor ej fortænke Haakon og hans Mænd i, at de dennegang ej vilde have noget at bestille med ham, men at Haakon foretrak at underhandle paa egen Haand, ikke som før, ved Rigsgrændsen, men midt i selve de danske Farvande, med en vældig Flaade færdig til at lystre hans Vink: da vilde hans Ord have langt anden Vegt, end ved de forrige Underhandlinger. Og saaledes gav han da Broder Absalon den ovennævnte Besked. Kong Christopher og Byrge Jarl holdt ligefuldt deres Sammenkomst i Eretorp, men Forhandlingerne synes nu kun at have drejet sig om Tvisten mellem Kongen og Erkebiskoppen. Denne havde, saa ubelejligt det end faldt sig for ham, indfundet sig tilligemed mange andre Gejstlige og Lægmænd, og der holdtes vidtløftige Forhandlinger; men da Byrge Jarl ikke kunde andet end give Erkebiskoppen Medhold i flere vigtige Punkter, og Kongen ikke vilde vige et Haarsbred, kom der intet Forlig i Stand[1], og man skiltes fra hinanden med uforrettet Sag. Forvirringen i Riget blev saa meget større, som de fornemste gejstlige og verdslige Herrer ogsaa toge Parti, nogle med Kongen, andre med Erkebiskoppen. Paa dennes Side stode Biskop Peder i Roeskilde, dennes Broder Biskop Johannes (Jens) i Odense, Fyrst Jaromar af Rügen, m. fl; med Kongen holdt Biskopperne af Viborg, Børglum, og Slesvig, foruden mange andre[2]. Og under al denne Forandring viiste Kong Haakon sig med sin Flaade i de danske Farvande.
Sturla Thordssøn beskriver Kongens Sejlads og hans Flaades Storhed og Prægtighed i Udtryk, der viser, at den maa have afgivet et ualmindeligt glimrende og imponerende Skue. Først og fremst udmerkede det nye Skib, Mariesuden, sig. Det havde 30 Ruin, forgyldt Dragehoved og Hale, og Sejl indvævede med smukke Figurer: dertil var det meget hurtigsejlende, saa at alle vare enige om at det var det smukkeste og bedste Skib, der nogensinde havde været bygget i Norge. Ogsaa mange af de andre Skibe bare herligt smykkede, saa at det lignede Ildsluer, naar Solstraalerne tilbagekastedes af de forgyldte Hoveder, Vejrfløje og Skjolde langs Siderne[3]. Under Sejladsen fra Tunsberg stødte ogsaa en heel Mængde Skibe til fra Egnene østen Fjorden, saa at den samlede Flaade omsider udgjorde 375 Skibe[4], hvis Bemanding
