mine tvende jevnbaarne Sønner, foretrækkende da, som ellers, at lægge min Sag i Guds Haand. Sin er den bortkaldt, hvem I alle vilde have ophøjet paa den andens Bekostning; denne derimod, som I og flere af mine Raadgivere, vilde rinde mindre Hæder end han var fød til, er endnu i Live, og nu føre I et langt andet Sprog“. „Jeg negter ikke, Herre“, svarede Erkebiskoppen“, at jeg fraraadede at have mere end een Konge ad Gangen her i Norge, og jeg undte ingen Kongenavnet bedre end Haakon, thi han var den ældste, og jeg havde desuden selv givet ham det. Men nu, da Gud har bortkaldet ham, under jeg ingen Kongenavnet bedre end Junker Magnus“. Denne Tale fandt almindeligt Bifald, og saaledes blev det bestemt, at der, inden man drog videre, skulde holdes almindeligt Thing, for at Junker Magnus paa dette kunde faa Kongenavn og hyldes. Vistnok skulde denne Akt egentlig skee paa Ørething, men da man, som det beder, fandt det betænkeligt, at Riget skulde være uden Konge, medens Kong Haakon var borte, hævede man sig over hiin Formalitet. Desuden var jo her Folk fra alle Kanter af Riget tilstede i stor Mængde.
Hyldingsthinget holdtes St. Hans-Dag, der tillige var en Søndag. Paa hvilken af Ekerøerne man havde udseet Plads dertil, siges ikke, men saa meget synes man at maatte antage, at det er voldt oppe i Land, ej ombord paa Skibene. Erkebiskop Einar gav ogsaa Magnus Kongenavn, skjønt han dog ikke længer kunde regnes blandt Bøndernes Klasse, som før, og Magnus aflagde den sædvanlige Hyldingseed, at han vilde overholde Lov og Ret mod sine Thegner: et Løfte, som heller ikke nogen Konge har holdt samvittigvedsfuldere end han. Eden aflagdes paa det saakaldte lignum vitæ, der maa have været et Stykke af det hellige Kors, maaskee det samme, der ifølge de islandske Annaler i Aaret 1234 kom til Nidaros, men som ej kan have været det, Sigurd Jorsalafare bragte til Landet, da dette allerede efter Vendernes Angreb paa Kongehelle 1136 flyttedes til Nidaros, saaledes som det fra først af var bestemt[1]. Hiint Lignum vitæ var maaskee Erkebiskop Einar selv medbragt. Efterat Magnus havde aflagt sin Hyldingseed, modtog han Troskabseden, først af Knut Jarl (der altsaa maa have været med paa Toget), derpaa af Lendermændene og Skutilsveinene, og endelig af 12 Bønder fra hvert Fylke. Paa denne Dag havde Kongen Magnus, alle Biskopperne, Lendermændene og Hirdstjorerne hos sig til Gjestebud; Erkebiskoppen var, skjønt han havde deeltaget i Hyldingsakten, hindret fra at overvære Gjestebudet ved en Skade, han havde faaet i Armen: man fristes til at tro at han søgte Paaskud til at udeblive, fordi han stod sig mindre godt med
- ↑ Se ovenfor II. S. 770.
