stor, og Kong Christopher kunde ikke længer forsvare at trodse sit Folks ivrige Ønske om at gjenoprette Freden. Da tog han, efter sine Venners Raad, den uventede, men kloge Beslutning, heller at være den første til at vise Ædelmod, end at vanskeliggjøre Forliget ved smaalige Beregninger. Han erklærede, at han baade for sin selv og sine ganske eftergav Nordmændene, hvad de havde forbrudt mod de Danske. Og da Kong Haakon hørte dette, kunde han ikke paa sin Side være bekjendt at staa tilbage for Christopher i Ædelmodighed: han gjorde ligeledes Afkald paa Erstatning fra de Danske for Nordmændenes Vedkommende; og Freden, med hvis Afslutning det havde holdt saa haardt, kom saaledes, hartad paa en utrolig Maade, men til største Glæde for alle, undtagen Erkebiskop Jakob og Fyrst Jaromar, i Stand i en Haandevending. Ja hvad mere er, det haardnakkede Fiendskab, der havde fundet Sted mellem begge Konger, forandredes til det nøjeste Venskab og Defensiv-Forbund. De kom personligt sammen, idet Kong Haakon først var til Gjestebud hos Kong Christopher i hans Telt, og Kong Haakon siden, den følgende Dag, bevertede den danske Konge ombord paa sit Skib. Christopher, der endnu var en temmelig ung Mand, sagde da, at han skulde være Kong Haakon i Søns, Kong Haakon ham i Faders Sted, og det blev afgjort, at de gjensidigt skulde understøtte hinanden, naar som helst det behøvedes. Man kan ikke undre sig over, at Erkebiskop Jakob og hans Venner, der maaskee nu netop havde ventet at kunne faa Kongen ydmyget, ej syntes om en saadan Tractat, der saa godt som ganske var stilet mod dem. Der siges ellers, at Kong Haakon skal have gjort et forgjeves Forsøg paa at faa Kong Christopher og Erkebiskop Jakob forligte. Det er i sig selv heel rimeligt, at han kan have prøvet derpaa; det falder næsten af sig selv, at denne Sag maatte komme paa Bane; men noget udtrykkeligt berettes ej derom. Ligeledes fortælles der, at Kong Haakon allerede nu skal have anholdt hos Christopher og faaet hans Tilsagn om hans afdøde Broder Kong Eriks Datter Ingeborgs Haand for sin Søn Kong Magnus, men heller ikke for dette Udsagn, hvor sandsynligt det end er, kan der opvises nogen udtrykkelig Hjemmel[1].
- ↑ Alt dette siges af Huitfeld (I. S. 248) der desuden ved at fortælle, at Kong Haakon søgte at forlige Kong Christopher med Byrge Jarl, samt at Kong Haakon gav den danske Ridder Stig Anderssøn sin Datter Ingeborg til egte. Begge Dele ere urigtige, thi Christopher og Byrge Jarl vare de ypperste Venner og behøvede derfor ikke at forliges, og Kong Haakon havde ingen Datter ved Navn Ingeborg. Huitfeld citerer vistnok „den norske Krønike“ som Hjemmel, og siger at Stig Anderssøn der kaldes „Sti Hvitlader“, men her maa han, hvor ubegribeligt det end synes, have taget Fejl af et Sted, hvor den virkelige Stig Hvitaleder, der var gift med Knut Lavards Datter, omtales; overhoved hersker der i Fremstillingen af alle disse Begivenheder hos
