Bondeopstanden fremdeles rasede, saa skjønnes det let, at Kong Christophers Stilling maatte være heelmislig, og at han ej kunne undlade at benytte den Lejlighed der nu stod rede for ham til at skaffe sig Understøttelse mod sine Fi-
talte med ham, vendte tilbage til Tunsberg, opholdt sig der i nogle faa Dage, og drog derfra til Bergen, hvor han endnu ankom ved Himmelfartstider (2den Mai). Altsaa maa nødvendigviis hine Fejder, der bragte Christopher til at æske norsk og svensk Hjelp, have fundet Sted enten aller først i 1258 eller sidst i 1257. Vel ytrer Suhm (X. 354) Betænkeligheder ved at antage Sagaens Udsagn om Jaromars Ufred paa Sjæland, fordi ingen af de danske Krøniker omtaler noget saadant førend efter Erkebiskoppens Fængsling 1259, hvorimod han dog tilføjer, at hvis Sagaen nævnte Bornholm i Stedet for Sjæland, vilde han tro at Jaromar var dragen didhen allerede i 1257–58, ikke i 1260, som de danske Krøniker have. Men her er det vel at merke, at dette ej siges i „alle de danske Krøniker“. Det er Huitfeld, som siger det (S. 259), men uden anden Hjemmel end den for omtalte, senere i Langebeks Scr. rer. Dan. V. optagne Fremstilling af Forhandlingerne mellem Kong Christopher og Erkebiskoppen, hvis Chronologi han, som vi allerede af hans Beretning om Modet med Byrge Jarl have seet, aldeles C forvirrer. Blandt Aktstykkerne til denne Fremstilling er der og et Straffebrev fra Pave Urban IV. til Erkebiskop Jacob, hvor det heder (l. c. S. 610): „skjønt du havde aflagt Kong Christopher Hyldingseed, saa betænkte du dig dog ikke paa at begaa Majestætsforbrydelse, men stiftede en Sammensværgelse mod samme Konge med andre mægtige Mænd, og sendte en Hær under din Broder Anders samt Fyrst Jaromar til Bornholm o. s. v., – der siges ligeledes at du, skjønt du tidligere havde været med at udvælge Kong Christophers Søn Erik til Konge, siden vægrede dig ved at ville krone ham“ –. o. s. v. Dette viser dog, at Angrebet paa Bornholm maa have fiin: det Sted førend der paa Rigsdagen i Odense 1258 var Tale om Eriks Kroning: i alle Fald maa det være skeet i Christophers Levetid, hvilket fremgaar af Udtrykket „samme Konge“. Toget til Bornholm er altsaa skeet enten sidst i 1257 eller først i 1258, og intet er da rimeligere, end at Jaromar ogsaa ved samme Lejlighed har hjemsøgt Sjæland. Thi at de danske Krøniker intet have om dette, er ej besynderligere, end at de intet have om Kong Haakons Krigstog til Halland, og at Sagaen igjen intet nævner om Bornholm, finder let sin Forklaring deraf at hvad der skete paa denne afsides Ø ej har været anseet vigtigt nok til at berettes. Den fortæller i det mindste intet om Bornholms-Affæren senere, uagtet den dog nævner Jaromar. Vi have imidlertid haft, og ville fremdeles faa saa mange Anledninger til at overbevise os om dens Nøjagtighed, især hvad Chronologien angaar, endog hvor der er Tale om fjernere Lande end Danmark, at der ikke er mindste Grund til ved nærværende Lejlighed at tvivle om Rigtigheden af dens Angivelse, især naar denne, som vi her see, aabenbart stemmer med de authentiske Aktstykker. Og derfor antage vi, som ovenfor fremsat, at Jaromar hjemsøgte Sjæland baade i 125⅞ og i 1259, og at Toget til Bornholm allerede skede i 125⅞. Herved ville ogsaa de følgende Begivenheder, navnlig Erkebiskoppens Fængsling, bedre kunne forklares. Imidlertid er det besynderligt nok, at det strax ligesom stilnede af igjen med den aabenbare Krig i Danmark. Sandsynligviis har de holstenske Grevers Indfald i Jylland denne Gang kun været kortvarigt, og Jaromar kun i Forbigaaende herjet paa Sjæland, medens der for det første ikke var noget yderligere at gjøre i Anledning af Begiven-
