Mænds Aflivelser, hvilket har været mere sædvanligt her end i de fleste andre Lande. Og fordi det først er betænkeligt og farligt med Hensyn til Gud, og derhos paafører Folkene selv baade Frændetab og Pengespilde, ligesom det og er en Skam at man i Lande, hvor bedre Sæder herske, skal spørge at slig Uskik hersker her mere end andensteds: saa have vi i Samraad med Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og andre af de forstandigste Mænd i Landet overtænkt, hvorledes Manddrabene kunne formindskes. Og synes det os først og fremst i sin Orden, at den hellige Kong Olafs Lov staar ved Magt saaledes som han har bestemt, skjønt det hidtil formedelst Begjærlighed efter Gods ikke tilbørligt har været overholdt, at den, der dræber sagesløs Mand, skal have forbrudt Fæ og Fred, og være utlæg.og ugild, hvor han treffes, baade for Kongen og Frænder“[1]. Dersom Manddraberen i sin Utlegd eller Fredløshed faldt for Kongens Sverd eller for den Dræbtes Frænder, skulde hans Frænder, for saa vidt han ejede Gods, udrede Fjerdeparten af Bøderne af dette, men kunde da og fordre Trygd og Forlig af den Dødes Frænder; forlod han Norge, skulde hans Frænder udrede Fjerdedelen, og hvis han døde udenlands, uden selv at efterlade Formue nok, Halvparten af Bøderne[2]. Det var, som man seer, Privathevnen, Kongen fremdeles især søgte at forebygge. Vel vare Begreberne endnu ikke saa rensede, at han ganske kunde afskaffe den, men han søgte dog saa meget som muligt at indskrænke den. Det nys nævnte Ansvar for den bortrømte Manddraber var altsaa nu det eneste, der paalaa Frænderne. Det bestemtes end videre, at hvis Kongen gav den, der var bleven utlæg formedelst Drab paa sagløs Mand, Landsvist, det vil sige benaadede ham, mod Erlæggelsen af en vis Pengesum, kaldet Fredkjøb, og han derhos betalte de tilbagestaaende Drabsbøder (Halvparten skulde allerede strax efter Drabet udredes af hans Gods, eller hvis dette ej strak til, af hans Frænder) skulde den Dræbtes Frænder ej have Ret til at dræbe ham; denne Ret indtraadte kun, naar han ikke vilde betale[3]. Derfor maatte heller ikke den Utlæges Arving, der tog hans Ejendomme i Besiddelse efter ham, sælge disse, saa længe hiin endnu var i Live, og hvis han fik Landsvist, skulde alt tilbagegives ham, baade urørligt og rørligt Gods, undtagen den oppebaarne Landskyld, der tilkom Brugeren[4]. Dersom Nogen vanærede en af de syv Kvinder, hvis Beskjemmelse Lovbogen tillod at
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/212
Denne siden er korrekturlest
198
Haakon Haakonssøn.
