hevne med Døden, skulde Udøvelsen af denne Hevn fremdeles ikke medføre Utlegd[1]. Dersom Nogen saarede eller paa anden Maade mishandlede sagesløs Mand, og denne selv eller hans Frænder strax hevnede Fredsbrudet, førend lovligt Tilbud om Bøder fremkom fra Fornærmeren, laa han paa sine Gjerninger; men dersom han gjorde et saadant Tilbud og stillede fuldkommen Sikkerhed for dets Opfyldelse, da blev den anden utlæg, om hun vovede at forgribe sig paa ham[2]. Men fremfor alt gjaldt det at afskaffe den af os for omtalte Uskik, at en dræbt Mands Frænder ofte ikke bilde hevne sig paa Drabsmanden selv, om de end kunde, men derimod til Gjengjeld dræbte den bedste Mand af dennes Æt, om han endog var aldeles uskyldig, eller, som det beder, „hverken vidende, villende eller vedværende Drabet“. „Da“, heder det, „den Onde derved netop nyder godt af sin Slethed og Uselhed, men den Uskyldige maa undgjelde for at han er en brav og anseet Mand; samt da mangen Mand heraf bar lidt stort Ætteskaar, og vi selv mistet vore bedste Thegner i Landet, fastsætte vi herved Ubodemaal og Al-Ejemaal for hver den, der hevner sig paa andre end den der selv dræber eller anstifter Drabet“[3], med andre Ord: et saadant Drab erklæredes for Nidingsverk, der straffedes med uigjenkaldelig Fredløshed og Forbrydelse af al Ejendom, løst og fast til Kongen. Lignende Straf bestemtes eller maaskee rettere indskjærpedes for at løbe bort med anden Mands Kone, hugge Haand eller Fod af Nogen med koldt Blod, ikke i Kamp, saavel som for større Tyverier[4]. Derimod viste Kongen stor Liberalitet i at nedsætte Kronens Sag-Øre eller de den tilkommende Bøder indtil en Trediedeel af det oprindelige Beløb. Alle de forrige 40 Merkers Bøder sank saaledes ned til det siden saa hyppigt forekommende Beløb, „8 Ertuger og 13 Merker“. Herfra var ikke engang Thegngildet, eller den Kongen tilkommende Bod for en Thegns Drab undtaget. Thi uagtet den vistnok, som vi have seet, allerede paa Kong Sverres Tid og maaskee en rum Tid forud kun udgjorde 40 Mkr., saa synes dog dette kun at have været en Vedtægt uden bestemt Lovhjemmel, hvorimod, ved sædvanlige Drab, der ej vare Nidingsdrab, alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre, skulde tilfalde Kronen, paa Odelsjord nær, der kun forbrødes ved Nidingsverk. Men Kong Haakon bestemte udtrykke-
- ↑ Frostathingslovens Indl. 7. De syv Kvinder ere Hustrue, Moder, Datter, Syster, Stifmoder, Sønnekone, Broderkone.
- ↑ Frostathingslovens Indl. 6.
- ↑ Frostathingslovens Indl. 8, Haakonarbok, Cap. 20. Nyere Landslov X. Rb. 4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332. Magnus’s nyere Landsl. X, Rd. 2.
- ↑ Frostathingslovens Indl. 9, 10. Haakonarbok Cap. 20; nyere Landslov X. Rd. 4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332.
