Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/22

Denne siden er korrekturlest
8
Haakon Haakonssøn.

dermand, er uvist; senere hen ville vi finde ham som en af Kongens dygtigste og til de vigtigste Hverv anvendte Krigshøvdinger. Blandt de mest anseede af disse nævnes derhos den før omtalte Munan Biskopssøn, Lendermand paa Hedemarken, men forresten, som det lader, neppe af nogen høj Byrd, thi den Omstændighed, at hans Fader havde været Biskop, gjør her intet til Sagen; han maa være fød, medens Faderen endnu var underordnet Gejstlig, og uagtet Cølibatsbudet ej var gjennemført i Norge, var det dog paa denne Tid i det mindste ingen Ære, at have en gejstlig Mand til Fader. Man kan saaledes vist regne saavel ham, som Erkebiskop Peters Søn, Sigurd, ligeledes kaldet Biskopssøn, og Lendermand, som ham, til de fra forholdsviis Ringhed nys ophøjede Herrers Tal. Dette gjelder ogsaa ganske sikkert den aller først under Haakarlehøsten 1233 omtalte Gunnar Kongsfrænde, hvilken Skule Jarl da lige frem lod høre, at han tidligere have befundet sig i en højst underordnet Stilling[1]. Formodentlig har han da, som det tidligere er antydet, enten været en af Kongehusets færøiske Frænder, eller, hvad der er endnu sandsynligere, en af Kong Haakons mødrene Frænder fra Varteig. Til den her omhandlede Klasse af hvad man nu vilde kalde Parvenus, hørte sandsynligviis ogsaa Baard i Hestbø, Sysselmand i Ryfylke og i det mindste senere hen Lendermand. Han nævnes nemlig ikke tidligere end 1239, da han, som vi have seet, var Hertugens Sysselmand, men øjeblikkelig ved Efterretningen om at Hertugen havde ladet sig give Kongenavn, viste sin Loyalitet ved at begive sig til Kongen og underkaste sig ham. Da man heller ikke kjender hans Faders Navn, er der største Sandsynlighed for at han ej var af nogen gammel Familie, og at hans Gaard Hestbø paa Finnø snarere er kommen i hans Besiddelse under Borgerkrigene, end at den har været nogen Ættegaard. Andre, meer eller mindre anseede Krigshøvdinger, tildeels Sysselmænd, tildeels ogsaa kun „Sveiterhøvdinger“ og Skibsbefalingsmænd, som Paal Gaas, Aslak Guus, Hallvard Guldsko, Lodin Lepp, Ivar Englessøn o. fl., ville i det følgende blive nævnte, man veed ikke det mindste om deres Herkomst, og det rimeligste er at de alle hørte til dem, der selv, eller hvis Fædre tjente sig op som Birkebein-Krigere. Om Ivar Englessøn vide vi, at han omkring 1248 og sandsynligviis tidligere, var Fehirde hos Kongen[2], og at han blev brugt i flere vigtige Sendelser, ligesom Lodin Lepp.

Den fornemste verdslige Høvding i Landet næst begge Kongerne var Knut Jarl. Kongen havde noget efter Hertug Skules Fald givet ham

  1. Se ovenfor III. S. 887.
  2. Sturlunga Saga VIII. 4. Her staar Eyla-Jarl, hvilket ogsaa synligt er Skrivfejl.