Regjeringen i Kongens Navn fremdeles ikkun vilde indrømme ham det paa Livstid, skred han til Fiendtligheder, og fik strax Understøttelse af sine Morbrødre i Holsten. De .Kongelige samlede ligeledes en Hær, og trængte ned til det sydligste af Sønderjylland, hvor Dronningen, den unge Konge og rimeligviis Grev Ernst samt alle de øvrige, der havde noget at sige i Regjeringsanliggender, befandt sig just paa den Tid, da de norske Gesandter landede ved Horsens. Disse traf saaledes ikke en eneste, til hvem de kunde henvende sig. De sendte Bud op til Klostret, for at erfare af Kongedatteren selv, om hun vidste, hvor vidt der var truffet Forberedelser til hendes Afrejse. Hun svarede, at efter hendes Vidende var intet skeet, men hiin affærdigede strax en af sine Tjenere til Lejren i det Slesvigske, for at melde Dronningen Gesandternes Ankomst, og høre om hun maaskee vilde foranstalte det fornødne. Dronningen lod svare, at hun for Øjeblikket intet kunde gjøre ved denne Sag formedelst Krigen mod Hertugen og Greverne. Og vist er det, at Krigen nu maatte ganske optage hende og de Herrer, der stode ved hendes Side, thi sandsynligviis stode allerede begge Hære saa godt som lige over for hinanden paa Lohede søndenfor Slesvig, hvor det den 28de Juli[1], altsaa kun tretten Dage efter Gesandternes Ankomst (hvis denne ellers skede til aftalt Tid), og vistnok kun faa Dage efter at Jomfru Ingeborgs Bud indtraf i Lejren, kom til et Slag, hvori den danske Hær leed et stort Nederlag, og Dronningen selv tilligemed den unge Konge faldt i Fiendernes Hænder. Da de norske Gesandter saaledes kunde skjønne, at der ikke var nogen Besked at faa, men at de maatte handle efter egen Conduite, besluttede de med Hensyn til de farlige og trængende
- ↑ Dagen angives enten som Vigilien før St. Olafs Dag eller som Pantaleons Dag; begge Angivelser betegne 28de Juli. Hos Ditmar, ved 1261, staar St. Olafs Dag, 29de Juli, men dette maa være en Fejltagelse eller Skjødesløsheds-Feil. Naar de norske Gesandter ankom til Horsens den 15de Juli, maatte der dog vel mindst gaa en Dag hen med Budsendingen til Klostret og tilbage. Sendte nu Ingeborg Dagen efter (den 17de) Bud til Dronningen, har vel ikke dette Bud kunnet tilbagelægge Vejen i ringere Tid end et Par Dage, altsaa fra 17de til 19de Juli; omtrent ved denne Tid, eller henved 8 Dage for Slaget, er vel altsaa Kongedatterens Bud indtruffet. Tilbagerejsen tog vel lige saa lang Tid: den 21de eller 22de Juli er vel saaledes Fæstermaalet blevet sluttet og Rejsen aftalt; mere end i det højeste tre Dages Frist har vel ej været bestemt til Forberedelsen, og Afrejsen har da maaskee fundet Sted omkring den 25de Juli, hvilket passer ret godt med Ankomsten til Tunsberg 2den August. Har Sørejsen, hvad der er meget muligt, kun varet et Par Dage, kan man gjerne sætte det hele flere Dage sildigere, hvilket i sig selv er det rimeligste, da Gesandterne snarere ere indtrufne efter den bestemte Tid, end før, og Beretningen selv øjensynligt tyder hen paa at en afgjørende Katastrofe var ganske nær for Haanden ved Hæren.
