Omstændigheder at vove et raskt Skridt. De begave sig personligt op til Klostret, fik Kongedatteren i Tale, og bade hende om at beslutte sig til Afrejsen paa egen Haand, overladende Resten til Guds Styrelse og deres saavel som Kong Haakons Omsorg. Hun havde i Førstningen mange Betænkeligheder, og indvendte især, at hun ikke var belavet paa en saa hurtig Afrejse. Men Biskoppen svarede, at det havde ingen Fare: de vare selv forsynede med alt, hvad der udfordredes. Sandsynligviis havde Gesandten nu ogsaa taget flere Damer med, for at de kunde være hende til Opvartning. Omsider lod hun sig overtale. Kong Haakon fæstede hende højtideligt, og der bestemtes en Dag til hendes Afhentning, hvis der imidlertid ikke indløb nogen Bestemmelse fra Dronningen. Man seer ogsaa af det følgende, at hun lovede, ikke at fortælle nogen af sine Omgivelser, undtagen maaskee nogle faa paalidelige og fortrolige Venner, hvad der nu var i Gjære. Det er vel uvist, om Biskop Haakon og de øvrige Gesandter endnu havde vort noget om Slaget paa Lohede, men der var en anden Grund, hvorfor de hastede med at faa Kongedatteren afsted: Byrge Jarl var med en betydelig Flaade ankommen til Øresund, og laa udenfor Kjøbenhavn[1], hvad enten det nu var for at hjelpe Dronningen, eller snarere for at iagttage Begivenhederne og befordre sine egne Planer; han havde hørt at de norske Udsendinger vare komne til Jylland, og anmodet dem om at oppebie ham. Da de vidste at han havde anholdt om Ingeborgs Haand for Kong Valdemar, troede de ham kun daarligt, og vilde for enhver Priis skynde sig bort, inden han kunde afskjære dem Tilbagerejsen. Da den bestemte Dag kom, lod Biskop Haakon sine Folk bevæbne sig, satte nogle til at passe paa Skibene, og gik selv med de øvrige Gesandter og det mest udsøgte Mandskab i sluttet Trop og med fuldkommen krigersk Holdning, som til en Kamp, op til Klostret, thi Vejen var ikke ret kort og Egnen folkerig; de frygtede at Indbyggerne, naar de erfarede deres Erende, skulde ville angribe deres forholdsviis lidet talrige Skare. Men alt gik godt. Da de kom til Klostret, var Jomfruen strax færdig, og begav sig paa Vejen med sine Riddere og Svende, samt 8 Damer, medens Prioren var alt for bange for den væbnede Hob til at vove alvorlige Indvendinger. Det hele gik saa stilt og hurtigt for sig, at de Danske ikke vidste noget deraf, førend hun allerede var kommen paa Vejen. Endog Ridderne, her ledsagede hende, fik ikke flere Klæder med sig, end de gik og stod i. Det var saa godt som en Bort-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 306. Om Byrge Jarls Søtog til Øresund og Kjøbenhavn 1261 tales der ogsaa i de esromske Annaler, Scr. rer. Dan. I. 246. „I dette Aar kom Byrge Jarl til Kjøbenhavn med en stor Hær“.
