et saa sterkt Indtryk paa ham, at han brast i Graad. Da den unge Konge omgjordedes med Sverdet, ytrede han: „man havde sagt mig, at det ikke var Skik og Brug her til Lands at dubbe nogen til Ridder, men det maa jeg bekjende at aldrig saa jeg nogen Høvding dubbet saa højtideligt, som Kong Magnus“[1]. Da Dronning Ingeborg var bleven kronet, gik Kong Haakon hen til den Stol, paa hvilken Kong Magnus sad. Magnus vilde rejse sig, men Kong Haakon lagde Haanden paa hans Axel, sigende: „i Dag skal du ikke rejse dig for mig, min Søn, men føre dig saa stolt op som muligt, og ikke bøje dig for noget Menneske. Nu er den Dag kommen, som jeg saa gjerne ønskede at opleve, da jeg seer mit eget Kjød og Blod saaledes hædret; det er langt fra mig, at misunde dig denne Hæder, og jeg æskede kun Raad herom, fordi jeg ønskede at bore, hvad andre vilde sige dertil: det viste sig da, at de, der fraraadede dette, vare de samme, som just heller ikke tidligere søgte at virke til det bedste Forhold mellem mig og eders forrige Frænder, hvilket Gud forlade dem“. Saa vidt man kan skjønne, var dog ikke denne Erklæring af Kong Haakon ganske overeensstemmende med Sandheden. Det er aabenbart, at han virkelig et Øjeblik havde heldet til deres Mening, der fraraadede Kroningen, men at han strax efter oprigtigt angrede det, og nu søgte at skyde al Skylden paa sine Raadgivere. Da Messen var til Ende, fulgte Erkebiskoppen og de andre Biskopper Kong Magnus hjem til hans Bolig, afsyngende Lovsange, som forhen; her afførte han sig med Erkebiskoppens Bistand Kroningsklæderne, og iførte sig Kongedragten. Dernæst gik man til de prægtigt opdækkede Borde, og Kong Magnus bar Kronen hele den Dag. Ved Gjestebudet uddeelte Kongerne rige Gaver, først til Erkebiskoppen og de andre Høvdinger, siden til de øvrige, navnlig til Kong Magnus’s Mænd, og derpaa havde Kong Magnus et særskilt Gjestebud for de danske Mænd, der havde ledsaget Dronning Ingeborg. Han gav dem alle kongelige Foræringer, saa at de vendte tilbage til Danmark meget vel
- ↑ Den Akt at creere En til Ridder, hvilket her ovenfor kaldes „at dubbe“ (hvilket egentlig betyder at slaa til Ridder, af det angliske dubban), bestod baade i Skotland og England i „Omgjordelse med Ridderbeltet“ (cingere balteo militari); og derfor var det ganske i sin Orden, at Missell betragtede Kong Magnus’s Omgjordelse med Sverdet som en Riddercreation, især da det i Skotland ansaaes nødvendigt, at den, som kronedes, i det mindste da maatte creeres til Ridder, om det ej var skeet før.
ældre skotske Kongers Kroning, og navnlig om Forhandlingerne i Anledning af Alexander den 3dies saakaldte Kroning, da der stredes om, hvor vidt det gik an at „krone“ nogen Konge, der ikke i Forvejen var creeret til Ridder. Men naar man nærmere gjennemlæser Forduns Beretning, seer man, at der kun er Tale om Salving og Hyldning, og ikke om den egentlige Kroning.
