tilfreds med deres Rejse. Nogle Svende saavel som enkelte af Damerne bleve dog efter Ingeborgs Ønske tilbage hos hende.
Noget efter Brylluppet forlod Magnus Bergen, for med sin unge Hustru at drage tilbage til sit Len, Ryfylke. Hans faderlige Ven Erkebiskop Einar fulgte ham ned til Skibet, og sagde ved Afskeden disse Ord: „hidtil, naar jeg sagde eder Farvel, gik det mig nær, men ikke denne Gang, da jeg glæder mig ved at have viist eder al den Tjeneste, der tilhører eders kongelige Værdighed. Først gav jeg eder Kongenavn, siden viede jeg eder til Dronningen, og nu sidst har jeg viet eder, saavel som Dronningen, under Kronen. Eet staar kun tilbage, hvilket Gud ikke lade mig opleve, det er at stande ved eders Grefte“. Magnus takkede Erkebiskoppen for hans venlige Ord og al beviist Tjeneste. Ogsaa med Kong Haakon synes Erkebiskoppen nu at være kommen paa en bedre Fod end før; Kongen maa have indseet, at han meente det vel, og at hans Kjærlighed til Tronfølgeren var oprigtig, ikke paatagen af egennyttige og rigsfarlige Hensyn[1]. Strax før eller efter Brylluppet havde Dronning Ingeborg ogsaa faaet sin „Mund“ eller Livgeding anviist, nemlig nogle Forleninger i Borgesyssel[2]; deres Udstrækning angives ej; sandsynligviis har det været hele Borgesyssel.
Knut Jarl havde, som ovenfor nævnt, været meget syg under Bryllups- og Kronings-Festen, saa at han blot med Nød og neppe havde kunnet deeltage i Processionen. Strax efter lagde han sig til Sengs og døde efter nogen Tids Sygeleje, omkring 54 Aar gammel[3]. Hans Moder, Fru Christina, var død syv Aar tidligere (1254)[4], uvist om i Norge eller Sverige; det er ikke usandsynligt, at hun efter sin anden Mands Død, med hvem hun ikke synes at have haft Børn, begav sig til sin Søn Knut Jarl i Throndhjem og henlevede sine sidste Dage paa sine Godser der under hans Beskyttelse. Disse Godser tilfaldt nu ham; et af dem var en Marks Bool i Gaarden Fisken (nu Fiske) i Surndal paa Nordmøre, hvilket han skjenkede Chorsbrødrene i Nidaros til Erstatning for en Marks Bool i Heggin (Hegge) i Sparboen, hvilket Hertug Skule havde givet dem for sin Datter, Knuts Hustru Fru Ingerids Sjæl, men som ikke var kommet i Chorsbrødrenes Besiddelse[5]. Vi have allerede tidligere talt om Knut Jarls statelige Udseende og hans for den
