meri med en kongelig Gjest; denne sidste lagde voldsom Haand paa ham, og da Gjesten om Aftenen kom tilbage til sit Herberge, raadede alle ham ufortøvet at søge Beskyttelse i Kirken eller paa et Sted, hvor flere af Kongens Mænd vare samlede, da Jarlen ganske vist vilde hevne den hans Mand tilføjede Fornærmelse. Det viste sig ogsaa snart, at de havde spaaet ganske rigtigt, thi just som Gjesten, der tøvede noget vel længe, skulde gaa ud af sit Herberge, var allerede Jarlsmændene der, grebe ham, mishandlede ham, og bragte ham til Jarlen. Denne vilde strax have ladet ham dræbe, men da Natten allerede var begyndt, og det betragtedes som utilladeligt at lade nogen Mand aflive ved Nattetid, blev han sluttet i Jern og sat i Fængsel under streng Bevogtning til næste Dag. En Kjæreste, han havde, kom med Graad og Skrig løbende til Eystein hvites Gaard, og bad Thorgils saavel som de øvrige tilstedeværende Kongsmænd at frelse ham, hvis det var muligt. Thorgils havde gjerne strax begivet sig paa Vejen med de faa Folk, der vare nærværende, for at befri ham med Magt, men Eystein hvite forestillede ham det umulige i, med ikke større Styrke baade at faa Manden ud af Fængslet, og siden at forsvare sig mod Jarlsmændene; han fulgte Eysteins Raad, at give lidt Tid og sende Bud efter flere af Kongsmændene, indtil de vare mandsterke nok. Da et tilstrækkeligt Antal var samlet, stormede Skaren, med Thorgils i Spidsen, til Fængslet. Bevogterne stillede sig for Døren og vilde sætte sig til Modværge, men da Thorgils gav en af dem et vældigt Slag med Øxehamren, og ligeledes nogle af de andre fik haard Medfart, flygtede de bort, saa at Thorgils uhindret kunde bryde Døren op. Han gik nu ind, tog den Fangne i sine Arme og bar ham ud, brød Jernene af ham og førte ham hjem med sig til Eystein hvites Gaard. Da Jarlen fik dette at vide, blev han, som rimeligt var, overvættes vred, lod alle sine Hirdmænd, haandgangne Mænd og andre Tilhængere blæse sammen, og stevnede med vajende Banner og hele sin væbnede Trop ud igjennem Gaderne hen til Eystein hvites Gaard. Her havde Thorgils imidlertid forberedet alt til et alvorligt Forsvar, forskandset sig saa godt det lod sig gjøre, og foreholdt sine Kammerater at de maatte værge sig kjekt, saa at Kongen skulde spørge at han havde tapre Folk, ikke Uslinger, i sin Tjeneste. Da Jarlen kom til Gaarden, fandt han Thorgils og hans Mænd paa Forskandsningen, færdige til at tage imod ham. „Er det dig Thorgils“, spurgte Jarlen, „der med dine Kammerater har vovet at gjøre saa stort Herverk her, slaa mine Mænd, bryde Fængslet op, og voldelig befrie en Mand, der selv har forsknldt sin Død?“ Thorgils fragik ej, at han havde befriet Manden, men meente at det, denne havde gjort, ikke engang var værd at tale om, end sige fortjente Døden; men nu traf det sig godt, at
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/230
Denne siden er korrekturlest
216
Haakon Haakonssøn.