Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/245

231

1242. Islandske Begivenheder. Thord Kakale hos Halfdan Sæmundssøn.

aabenlyst, og saaledes at alle hørte det; ikke at tale om det ubehagelige Forhold, hvori mange nu formedelst Kolbeins oven omhandlede, listige Kneb befandt sig til Thord, med hvis Arvegods de indesad. Da Thord saa, at ingen Bistand her var at vente, fik han sig Heste og reed i Følge med en Prest Snorre ind til Grund, hvor hans Syster Sigrid og hendes Mand Styrme nu boede. Aldrig saa snart var han kommen hid, førend Abbeden i Tveraa saavel som en anden Mand kom til ham og sagde, at han maatte see til at komme bort saa snart som muligt, thi naar Kolbein erfarede hans Ankomst, vilde han strax sende Folk ud for at gribe eller dræbe ham. De fleste tilstedeværende raadede nu Thord til at søge Hjelp hos sin Svoger Halfdan Sæmundssøn paa Kelde, paa Sønderlandet, da Steinvar, Halfdans Hustru og Thords Syster, var bekjendt som en dygtig og mandhaftig Kvinde, der nok vilde kunne faa sin Mand overtalt til at yde ham kraftig Bistand. Thord havde intet andet Valg end at følge dette Raad; ledsaget af Snorre Prest og en Vejviser, rede de først østlig over Vadleheiden, og derpaa over Sand (Sprengesand?) samt videre indtil de kom til Kelde, hvor han blev modtagen med aabne Arme. Han havde ikke været der mange Dage, førend han anmodede sin Svoger, og sin Syster om en Samtale i Eenrum, og meddeelte dem sin Beslutning, at tage Hevn over sin Faders og Frænders Drabsmænd, samt at gjenoprette Ættens Besiddelser. Men da dette ej kunde skee, uden at han fik tilstrækkelig Hjelp, henvendte han sig nu herom til sin Svoger, der, som han haabede, baade vilde og kunde hjelpe ham bedst af alle. Steinvar tog strax Ordet og sagde at der ikke kunde være Tvivl om, at hendes Mand nu vilde vise hvad han formaaede, og bistaa Thord af al Magt. „Hidtil“, sagde hun, idet hun henvendte sig til Halfdan, „har du ikke viist dig fra nogen synderlig krigersk Side, ligesom jeg heller ikke har opmuntret dig til at blande dig i store Fejder, men nu erklærer jeg, at der bliver intet godt Forhold mellem os, hvis du ikke hjelper min Broder Thord; vægrer du dig derved, saa skal man faa det forunderlige Syn at see, at jeg tager Vaaben i Haand og samler Krigs-Folk, men overlader dig Nøgleknippet til Buur og Kjelder“. Halfdan taug, indtil hendes heftige Ordstrøm standsede; derpaa sagde han: „saa vidt jeg skjønner, er det nok andet end bare Hidsighed, som her udfordres, hvis det, Thord har i Sinde, skal faa nogen Fremgang; jeg kjender bedst mig selv, og veed, at jeg ikke duer til at blande mig i store Fejder, hvorhos jeg ogsaa allerede er noget til Aars; det forekommer mig, som om de, der tage Parti med Thord, ville faa næsten alt Landets Folk imod sin– og derfor gad jeg gjerne først see, hvad Hjelp Thord faar andensteds af Frænder og Venner, førend jeg bestemmer mig. Rammer han da hid tilbage med nogen klækkelig Styrke, skal heller ikke jeg undslaa mig“.