Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/257

243

1242. Islandske Begivenheder. Thords Flugt for Kolbein.

var i Reykjadal; han lod strax sine Mænd stige til Hest, og satte efter ham saa hurtigt han kunde. Han kom til Thingnes faa Øjeblik efter at Thord havde forladt Gaarden; man fandt endog de Heste ganske vaade, der vare faldne i Vandet, da Isen brast. Man spurgte Bonden paa Gaarden, Børk Ormssøn, hvad Vej Thord havde taget, men han vilde intet sige, uagtet man truede ham paa Livet, og hans Gaard blev plyndret fra øverst til nederst. Det var hans Hensigt at holde Flokken op, for at Thord skulde faa noget Forspring, og dette lykkedes ham tildeels ved denne ædelmodige Opofrelse. Fristen var dog ikke lang. Da Kolbein kom til Stavaholt, fik han fuldstændig Efterretning om Thords Bevægelser, og reed efter ham af alle Kræfter. Thord havde efterladt Svarthøvde og to af hans Brødre saavel som et Par andre Mænd paa Stavaholt for at holde Udkig; de søgte, saa vidt muligt, at komme i Forvejen for Kolbein, for at advare Thord. Kolbein søgte at indhente dem, og saaledes blev der en formelig Kapridning, hvorved dog Thords Mænd i Længden kom til kort. Hestene styrtede under Bjørn Dugfussøn og hans Ledsager Thord Bjarnessøn; de maatte derfor deels løbe, deels sidde op bagpaa hos Svarthøvde og Baard, en anden af Udkigsmændene; saaledes agede Kolbein altid nærmere ind paa dem. Etsteds var der en Bakke, som et Øjeblik skjulte dem for deres Forfølgere, her kastede Svarthøvde sig af Hesten og bad sin Broder sætte sig op i hans Sted, da det ikke længer nyttede at være to om een Hest; selv skulde han nok altid vide at klare sig. Bjørn erklærede, at han aldrig vilde ride fra sin Broder, men Svarthøvde borte ikke paa hvad han sagde, og løb i Følge med Thord Bjarnessøn ned efter Aaen, til nogle Snefanner, hvor de gravede sig ned. Bjørn, som nu intet andet Valg havde, end enten at benytte Svarthøvdes Hest, eller lade sig tage til Fange, betænkte sig ikke længer, men tog Hesten og reed tilligemed Baard, det forteste de kunde, efter Hoved-Flokken. En af de bagerste i denne var Ravn Oddssøn, der havde en udhvilet Hest; ham bad de nu skynde sig af alle Kræfter forud til Thord, og sige ham, at Kolbein var lige i Hælene paa dem, saavel sytti at Svarthøvde og Thord Bjarnessøn sandsynligviis vare faldne i Fiendens Hænder. Ravn fandt Thord gaaende tilfods, ledende Hesten efter sin: men da han hørte, i hvilken Fare de vare stedte, satte han sig op og reed frem igjennem nogle Skovveje, indtil de kom til en liden Bakke, der skjulte dem for deres Forfølgere. Her bød han alle sine Mænd stige af og stille sig i Orden, for at styrte ind paa Kolbeins Flok, naar den nærmede sig. Han satte, som man seer, fremdeles sit Haab til dristige og pludselige Overfald. Men, heder det i Sagaen, det gik her, som sædvanligt, at flygtende Mænd ej let lade sig standse. Thord saa til sin Ærgrelse, at endog mange, der hidtil havde klaget over at deres Heste vare trætte, nu sloge paa