og rede afsted som gale; han bad dem i det mindste ikke ride saa afsindigt, og sendte en Mand forud med den Befaling, at de i alle Fald ikke skulde ride forbi den nærmeste Gaard, Alftaartunga[1]. Denne Gang blev han adlydt, dog rimeligviis mest af den Grund, at de fleste ikke var i Stand til at komme længer. Da han selv kom ind paa Gaarden, hvor han atter havde til Hensigt at oppebie Kolbein og vove en Dyst, fraraadte en af hans Mænd ham det paa det indstændigste, da det var tydeligt nok at forudsee, at Mængden af hans Folk strax vilde tage Flugten, medens han og de faa hedre Mænd, der havde Æresfølelse nok til at forblive hos ham, ganske vilde ligge under for Overmagten. Han kunde ikke andet end give disse Forestillinger Medhold, og besluttede sig til at drage videre; men sagde at de, hvis Heste vare udmattede, ligesaa godt først som sidst kunde søge Fristed i Kirken paa Gaarden. Strax stimlede henved tredive Mand derind. Thord søgte med de øvrige hen til Broen over Alftaa; det tog nogen Tid ud, inden alle kom over, og aldrig faa snart havde de naaet den anden Bred, førend hele Flokken adsplittede sig, og hver tog sin Vej. Thord bad dem endelig at holde sig sammen, men forgjeves; tilsidst havde han kun 60 Mand, sine egne nærmeste Venner, tilbage. For Sikkerheds Skyld lod han Broen kaste af efter sig. Forfølgerne vare saa nær efter dem, at et Par af Thords Mænd, der havde redet forbi Kirken, men siden betænkte sig, og vilde løbe ind i den, ikke naaede saa langt, men bleve dræbte paa Kirkegaarden. Kolbeins Mænd løb til Kirkedøren, for at see hvem der var derinde, men da han selv kom til, sagde han at de bare sig dumt ad, som nu gave sig Tid til sligt i Stedet for at sætte efter Thord, der maaskee allerede havde faaet saa stort Forspring, at de ej kunde indhente ham. Alle Mand styrtede nu ned til Aaen, men det tog lang Tid inden de kom over, da Broen var afbrudt, og imidlertid naaede Thord og hans Følge lige til Hitaraa, og kom over denne[2]. Medens Teit Styrmessøn og Kolbein Gran her standsede lidt for at vande deres Heste, kom de hurtigste af Kolbeins Mænd ned til den anden Side af Aaen, men hendte strax tilbage, da Thord gjorde Mine til at angribe dem; siden kom Hovedstyrken efter, men Thord havde da allerede faaet tilstrækkeligt Forspring. Imidlertid vare Forfølgerne ikke længere borte, end at alle de af Thords Flok, hvis Heste bleve udmattede – og det har ikke saa faa – faldt i deres Hænder; de bleve alle afvæbnede, nogle ogsaa mishandlede.
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/258
Denne siden er korrekturlest
244
Haakon Haakonssøn.
