Gregorius’s Sted valgtes, i den paafølgende Oktober Maaned, Godfred af Castiglione, Cardinalbiskop af Sabina, der antog Navnet Coelestin den 4de, men han døde allerede i November, førend han endnu var indviet, og Pavestolen stod nu ledig næsten i to Aar, da omsider Sinebald Fiesco, Cardinalpresbyter af St. Lorenzo i Lucina, valgtes til Pave den 24de Juni 1243, og besteg Pavestolen under Navn af Innocentius den 4de. Innocentius, en af den katholske Kirkes herskesygeste, men tillige talentfuldeste og klogeste Overhoveder, borte vel som hele Fiesco-Familien i Genua oprindelig til det gibellinske Parti; men det var, som Kejser Frederik den 2den selv skal have ytret, da han erfarede hans Valg, umuligt at en Pave kunde være gibellinsk sindet, og det varede derfor velter ikke længe efter Innocentius’s Ophøjelse, inden han stod mere fiendtligt lige over for Kejseren, end nogen af hans Forgængere. Han trængte saaledes til al den Bistand imod ham af de andre Fyrster i den katholske Christenhed, som han paa nogen Maade kunde faa. Haakon var paa den Tid unegteligt den mest anseede af Nordens Fyrster, og hans Hengivenhed maatte det derfor være Innocentius særdeles magtpaaliggende at erhverve, om det end skulde skee ved større end sædvanlig Eftergivenhed og Imødekommen. Haakon benyttede sig og, som vi ville see, paa bedste Viis af disse gunstige Omstændigheder, uden dog i mindste Maade at svige det fleeraarige Venskab, der nu allerede i lang Tid havde bestaaet mellem ham og Kejser Frederik, og som fremdeles holdtes vedlige ved gjensidige Sendelser af Gaver, saaledes navnlig endnu i 1241, da Kongen under sit Ophold i Kongehelle modtog en kejserlig Gesandt, ved Navn Matthæus, der foruden mange andre kostelige Foræringer medbragte fem Blaamænd (Negre eller Arabere)[1].
Det er forhen omtalt (S. 982) at Abbed Bjørn i Nidarholm efter Hertug Skules Fald maa være bleven løsladt af Kongen, og have faaet hans Tilladelse til at foretage sin paatænkte Rejse til Rom for at føre sin Sag ved Pavestolen imod Erkebiskoppen, der havde suspenderet ham. Han kom ogsaa virkelig afsted, skjønt ikke paa anstændig Viis, da han nemlig som det synes, hemmelig forlod Klostret tilligemed Sakristanen, medtagende Klostrets Segl, som denne hans Medvider og Hjelper havde i sin Varetægt, for siden paa Rejsen at benytte sig deraf til at rejse Penge ved Panteforskrivninger paa Klostrets Ejendomme. Paa lignende
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 243.
der, og i Aaret 1199 havde udnævnt ham til Cardinal. Sverres Forhold til Kirken og Ættens foregivne Illegitimitet maatte derfor endnu være i alt for friskt Minde hos Gregor.
