hjem igjen til Nordlandet, idet han kun gjorde lidt Herverk hist og her paa Kysterne nordenfor Isafjorden, men ikke dræbte en eneste Mand. Thord var saaledes allerede paa Vejen til Breidafjorden, da Udsendingerne fra Emner» mødte ham med hans lille Flaade ved Flatø. Thord befalede strax sine Mænd at lade hvert eneste Skib fuldt med Kastestene, og holdt en Tale til dem, hvori han opfordrede dem til at stride som mandeligst, hvis det kom til noget Sammenstød mellem dem og Fienden. Derpaa sejlede han videre til Fagerø. Kolbein og hans Mænd kunde fra Landet af see Skibene, idet de sejlede syd under Øerne. Da Thord kom til Fagerø, sendte han efter Sturlas Raad Seir Styrmessøn til sin Fætter Bødvar, for endnu engang at anraabe ham om Hjelp, og lagde sig imidlertid med sine Skibe ved en Ø, kaldet Holmslatersø. Her kom vistnok Bødvar i Følge med Seir„ men han vægrede sig fremdeles ved at understøtte Thord mod sin Svoger. Thord blev liggende ved Den i nogle Dage; hans Styrke udgjorde da henved 400 Mand. Imidlertid anrettede Kolbeins Mænd de største Ødelæggelser i Laxaadalen og Omegnen af Hvamm, plyndrede Gods og Kvæg, og lemlæstede mange Mennesker; især synes Hjalte Biskopssøn at have faret grumt frem. Indbyggerne søgte at frelse sig og sit Kvæg saa godt de kunde, ved at søge op paa de mest afsidesliggende Fjelde[1]. Men derved skadede Kolbein selv sin Sag, thi efter slige Mishandlinger maatte Vestfjordingerne ansee sig løfte fra deres Troskabseed til ham, og ved at tage Parti med Thord tilfredsstillede de nu kun deres personlige Lyst til at hevne lidte Fornærmelser. Mod Thord kunde han, uden Flaade, intet udrette. Saaledes maatte han, uden at have udført noget synderligt, vende tilbage til Skagafjorden, og Thord, saavel som alle hans Mænd, kunde uhindret drage hjem, hver til sit.
Strax efter denne Fejde ved Breidafjorden havde Torne Sighvatssøn, understøttet af tvende af Dugfussønnerne med flere, seet sit Snit til at foretage et uventet Overfald paa Gaarden Ølvesvatn sydvestligt paa Sønderlandet, hvor Snorre Sturlassøns Drabsmand Simon Knut boede, og havde Thorstein Gudnessøn hos sig, om hvem det ogsaa heed at han skulde have givet Snorre Banesaar. De fandt Simon i Badstuen, som han havde fyldt med Røg for at de ej skulde opdage ham; han blev strax ført ud og halshuggen. Thorstein fandt de oppe paa et Sel; de skjenkede ham Livet, men dømte ham til at miste Haanden. I deres Følge var en Nordmand ved Navn Sigurd Vegglag, der tidligere havde været Kjertesvend hos Hertug Skule, men siden havde ledsaget Snorre til Island som hans Tjener, og været tilstede ved hans Drab
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 15.
