dret sig paa Island. Thi i den gamle Tid, da Godordene vare fordeelte paa mange Familier, og Mænd som Snorre Gode, Gudmund den mægtige, Gissur hvile, Hjalte Skeggessøn og andre herskede med lige stor Anseelse hver i sit District, var et saadant næsten tvunget Opbud ikke vel tænkeligt. Man seer, hvorledes Frihedsaanden nu allerede havde tabt sig,e og hvor vel Gemytterne vare forberedede til Underkastelse under Kongemagten, der paa Island snarere bragte Frihed end Tvang, saa trykkende hvilede de senere Magnaters Herredømme over Landet. Ogsaa Sturla Thordssøn greb nu endelig for Alvor til Vaaben for Thord, og da denne siden med sin Flok drog til Borgarfjorden, for derfra at stevne over Fjeldene mod Kolbein, kom ogsaa Thorleif i Garde og Bødvar i Bø til ham, hver med en betydelig Skare. Det var dog ikke disse Mænds Hensigt at følge ham paa Tog i andre Hereder, og det sagde de vant uforbeholdent, f men de tilbøde sig næste Sommer at ride med ham til Things og understøtte ham der paa det kraftigste for at han kunde opnaa hvad hans Ære fordrede. Thord, som maa have indseet Vanskeligheden af at underholde den hele samlede Skare, der nu skal have beløbet sig til tolv Hundreder eller, nøje beregnet, 1440 Mand, og som vel, i Bevidstheden om sin voxende Magt, nu havde bedre Udsigt til at skaffe sin Sag en forønsket Udgang paa Thinget, end før, modtog deres Tilbud med Taknemmelighed. Dog holdt han Flokken endnu nogen Tid samlet, fordi man bragte i Erfaring, at Kolbein unge havde vist sig øverst oppe i Heredet, ved Fljotstunga, med 30 Mand, og man saaledes havde Grund til at antage, at han nærmede sig med en heel Krigsmagt. Men det viste sig, at han kun havde gjort en Skynderejse syd over Fjeldet for at recognoscere, og strax efter atter havde taget Vejen nordover. Thord lod derfor alle Flokkene opløse sig, og fulgte tilbage med Sturla til Vestfjordene. Men, tilføjes der i Sagaen, alle de, der havde været i denne Ferd med Thord, tyktes nu at kunne skjønne, at han maatte blive den største Høvding, hvis han kun bevarede sit Liv, og man fandt det højst beundringsværdigt, at han havde kunnet bringe saa store Flokke sammen i saa fattige Bygder. Thord førte sig nu ganske op som en Fyrste. Han gjorde et stort Juleselskab paa Myre, hvortil han indbød de bedste Mænd i Vestfjordene, og hvor saavel han som hans Mænd fornyede den ældgamle Skik at aflægge højtidelige Løfter. Thord selv aflagde det Løfte, at han aldrig skulde lade nogen Mand, der havde søgt Fristed i en Kirke, tage ud af denne, hvor meget han end havde udestaaende med ham[1]. Dette viser atter Thords humane Sindelag, og den umiskjendelige Indvirkning, Hirdlivet
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 19.
