og Hird-Traditionen i Norge havde udøvet paa ham. Ved Afskeden gav han mange af Gjesterne Foræringer, og da, heder det i Sagaen, vare alle mere venskabeligt sindede mod vant end før. Et besynderligt Indtryk gjør det at vide, at Thord i hele denne Tid endnu var under Fredløshedsdommen, og at han altsaa, hvis Lov og Dom havde været agtet, skulde have været en Skogarmand, og maaskee have maattet stride lige faa møjsommeligt for sit Liv som Gisle Surssøn og Grette Aasmundssøn i gamle Dage. Vel var den Dom, som havde overgaaet vant, uretfærdig, og burde aldrig have været afsagt, men den var dog alligevel en med Bibehold af alle lovlige Former forkyndt Dom, og burde altsaa have være adlydt, indtil den paa ligesaa lovformelig Maade ophævedes. Gilles og Grettes Domfældelser vare lige saa uretfærdige, men bleve dog overholdte i deres fulde Strenghed. Hvad Thord og hans Tilhængere angaar, da synes de neppe at have ofret Dommens Tilværelse en Tanke. Saa opløst og i Bund og Grund ødelagt var nu Retstilstanden i Landet. Lov og Ret var bogstaveligt kun til for Fattigmand. Høvdingerne havde ingen anden Lov end deres egen Vilje, og deres eneste Net var Næveretten. Kong Haakon kunde vistnok være undskyldt, om han ikke ansaa det for nogen Synd at frelse det islandske Folk fra en saadan ulykkelig Tilværelse.
Efter Julen gjorde Thord endnu engang Forberedelser til et Tog mod Kolbein; han begav sig til Isafjorden, og lod sine Venner opfordre til at indfinde sig hos ham der, for siden at ledsage ham til Skagafjorden. Men heller ikke af dette Tog blev der noget, skjønt Omstændighederne syntes ret gunstige. En ulægelig Skade, hvoraf Kolbein længe havde lidt, tærede sterkt paa hans Kræfter. Denne Stade havde han faaet Vaaren efter Sejren paa Ørlygsstad, da han just havde ladet den Gjeldsdom afsige, hvorved Sighvats Gods i Eyjafjorden fradømtes de lovlige Arvinger. Han var meget let og yndede meget alle Slags Legemsøvelser; saaledes vilde han hoppe over et Gjerde, men Fødderne hang i, saa at han faldt med Hovedet og Brystet mod Jorden, hvorved især dette sidste blev forslaaet; det svulmede op og der gik Hul i Hævelsen, som aldrig ret vilde gro til[1]. Om Vintren 1243–44 var han daarligere end nogensinde, han laa længe til Sengs, og var oftere næsten opgiven. Maaskee har han nu paa Sygelejet følt nogen Anger over sin haarde Fremfærd mod Thord, maaskee han og kun bar faaet et Nys om dennes Forehavende, og villet afværge det, saa længe han ikke selv var i Stand til at fore Vaaben; maaskee han og ved samme Lejlighed bar villet sætte Nordlændingernes Troskab og deres Villighed til endnu
- ↑ Sturlunga Saga, VI. 19.
