fjordbotnen, det inderste af Kroksfjorden, aftaltes som Samlingssted paa Tilbagetoget. Førend begge Afdelinger skiltes ad, bad han den, der drog sydefter, at fare saa krigersk frem som muligt, og mindes Thords Vatnsdalstog. Imidlertid havde man opdaget dem fra den vestlige Side af Rutafjorden, og der sendtes Iilbud om deres Komme til Sturla. Denne lod sig strax ro ud til Øerne, medens andre skyndte sig vester til Tume, og advarede ham. Emne besluttede ligeledes at søge Tilflugt paa Øerne og lod et Fartøj sætte frem, men troede dog, at det endnu ikke havde nogen Nød, og sendte Bjørn Køgil med et Par andre ind i Kroksfjorden før at volde Udkig til Hest, og passe paa, naar Fienden nærmede sig. Men det lykkedes Kolbein at overraske Udkigsmændene selv, der synes at bane været mindre paapasselige end de burde, da de endog gik til Sengs om Natten paa nærmeste Gaard, i Stedet for at bolde sig ude, til Hest. De bleve alle tre dræbte, dog Bjørn først efter et fortvivlet Forsøg paa at undkomme. Det lykkedes saaledes Kolbein at komme til Reykja-Hole og overrumple Tante, førend denne endnu havde forladt Gaarden. Man saa herfra tydeligt hans Skare nærme sig, men faa ubegribeligt trygge vare de fleste, at uagtet Fruentimmerne paastode, det var Ryttere, sagde dog alle Mandfolkene at det kun var en Flok Kvæg; ifølge den Tids Overtro, der vel endnu ikke ganske bar tabt sig, meente man derfor siden at Tume og de øvrige maatte være „fejge,“ d. e. allerede ved en uundgaaelig Skjebne bestemte til da at ende sit Liv. Uagtet de alle kom ud, førend Fienderne naaede frem til Gaarden, havde de dog ikke Besindelse til at slutte sig sammen og søge Værn paa et dertil bekvemt Sted, men løb hver til sin Kant, nogle til Kirken, andre til Stranden, og bleve saaledes enkeltviis dræbte, skjønt hver for sig værgede sig kjekt. Emne blev saaret og tagen til Fange. Han tilbød sig at forlade Landet, dersom Kolbein vilde skjenke vant Livet, men herimod protesterede Skagfjordingerne paa det bestemteste, og han blev halshuggen (19de April 1244)[1]. Kolbein tilbragte Natten paa Reykja-Hole, hvor alle Heste og alt Løsøre blev ranet. Videre fortsatte han ikke sin Ferd, men tiltraadte Tilbagetoget. Imidlertid havde den anden Afdeling under de voldsomste Mordscener paa de Gaarde, de kom forbi, trængt frem lige til Laxaadalen,
- ↑ Saaledes angives Dagen i det islandske Nekrologium, Langebeks Scr. III. S. 509. I Sturlunga Saga staar det og, at det var en Tirsdag, og 19de April faldt i 1244 paa en Tirsdag, men i Udgavens Text S. 52 staar der einni natt fyrir Jónsmessu biskups, hvilket er urigtigt, hvis det skal oversættes „een Nat før Biskop Jons Messe“ (23de April), da Dagen derved vilde blive 22de April, der var en Fredag; man bør altsaa kjer kun forklare det „en Nat før Jonsmesse“.
