hvor de brøde ind paa Sælingdalstunga saa pludseligt, at Sturla Thordssøns Hustru Helga Thordsdatter, der var bleven tilbage, med Nød og neppe undkom til Kirken med sin fire Ugers gamle Søn. De saarede en Mand der paa Gaarden, og plyndrede og ødelagde til en Værdi af i Alt 20 Hundreder. Siden rede de til Saurbø, for ogsaa at søge efter Sturla paa Stadarhool, men da de ikke fandt ham, opsøgte de Kolbein, og vendte med ham tilbage til Rutafjorden, hvor de narrede en Mand, der hørte til Thords Parti, ud af et Bedehuus, i hvilket han havde søgt sin Tilflugt, og hug den ene Fod af ham. „Efter dette Verk“, heder det i Sagaen, „reed Kolbein hjem til Flugumyre, og var meget tilfreds med sin Ferd, der ogsaa blev anseet for den største Hærferd“. De havde i Alt dræbt 13 Mennesker, og saaret en Mængde[1].
Tume havde øjeblikkelig, da han fik Budskabet om at der var Ufred i Vente, sendt Bud til sin Broder Thord og underrettet ham om den Fare, der truede; Thord havde ogsaa strax indskibet sig med fine Mænd for at komme ham til Hjelp: han troede nemlig at det var lykkets Tume at frelse sig i Kirken, og at Kolbein nu kun holdt denne omringet. Men han var ikke kommen langt, førend han erfarede den sørgelige Nyhed, og fik tillige det Bud fra Tumes Enke, Thurid Ormsdatter, at hun med sin Søn Sighvat havde begivet sig til Staten og snarest muligt ønskede at tale med ham. Hun ønskede nemlig at faa et Skifte oprettet mellem sig eller rettere Sønnen Sighvat og Thord, thi Fejden havde hidtil saaledes optaget Brødrene Thord og Emne„ at de ej havde kunnet tænke paa at skifte Levningerne af deres Fædrenearv imellem sig; tvertimod lader det til, at deres Ejendom har været betragtet som en eneste fælles Krigskasse, og.man maa formode at Emne ogsaa har stillet sin Hustrues ikke ubetydelige Formue til Thords Disposition. Thord indfandt sig strax hos Svigerinden, og viste en for de Tider sjelden Uegennyttighed og Ridderlighed, idet han tilbød hende, paa Sønnens Vegne, alle de Ejendomme, han og Tume havde besiddet tilsammen der vester, og som saaledes uden Hinder kunde tiltræde-s, forbeholdende sig alt hvad man kunde faa fravristet Kolbein, altsaa Besiddelserne i Eyjafjorden, der først skulde vindes med væbnet Haand, saavel som Godordene. Dette var vel i sig selv meget mere, end Besiddelserne der vester, men saaledes som Sagerne nu stode, var det heel uvist, om Thord nogensinde vilde kunne erholde endog den ubetydeligste Deel Dem. Thurid modtog derfor Tilbudet med stor Taknemmelighed, og betragtede det som et Tegn paa særdeles Velvilje fra hans Side[2]. Man seer dog heraf, hvilken Tillid Thord
