Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/277

263

1244. Islandske Begivenheder. Floa-Søslaget.

sammen. Det var tidligt om Morgenen, strax efter Solopgang, altsaa i hiin nordlige Bredde ikke længe efter Midnat, Løverdagen den 25de Juni, i den østlige Deel af Skien, nærmere Skagen. Da Thord kom i Skudmaal fra Kolbeins Skibe, lod han ogsaa sine lægge i Orden og lenge sammen. Derpaa gik han hen i Forstavnen af sit Skib, og talte, siges der, med klar og mandig Stemme til Eyfjordingerne og de øvrige Mænd fra Herederne nordenfor Yxnadalsheid, tilbydende dem Grid med mange venlige, gode og opmuntrende Ord. Men da Kolbeins Venner borte dette, og med Rette frygtede for at mange af Krigerne i deres Flaade, hvis Frænder vare faldne paa Ørlygsstad for Kolbeinsmændenes Haand og endnu laa ubødte, skulde lade sig bevæge til Frafald, raabte En af dem højt: „ti stille, din Djevel; vent aldrig noget Forlig; det skal gaa dig som din Broder Tume paa Reykja-Hole, ja saa meget værre, som du selv stiller dig frem til Maal for vore Spyd!“ I det samme blev der istemt Hærskrig, og Kolbeins Mænd begyndte Striden ved at sende en Regn af Spyd og Slette over paa Thords Fartøjer. Fra Thords Side blev man dem ikke Svar skyldige, og snart kom man hinanden saa nær, at man fra begge Sider begyndte at bruge Stavnljaaer„ for at hale Fartøjerne over til hinanden. Og nu blev der i henved 8 Timer kæmpet med en Heftighed og Forbitrelse, hvis Lige man hverken havde seet i Tronkrigene i Norge eller hidtil i Fejderne paa Island. Paa begge Sider var Mandskabet godt udrustet; Thord og hans bedste Mænd bare de gode Angrebs- og Forsvars-Vaaben, han havde skaffet sig fra Norge, andre havde Ringbrynjer; Kolbeins Mænd gave dem heller ikke noget efter i Bevæbning. Men Thord havde et langt større Forraad af Stene, og derhos vare alle hans Mænd kjekke, haandfaste Krigere, medens der blandt Kolbeins Folk var en heel Deel, der ikke duede stort; derfor havde Thord, uagtet sin langt ringere Folkestyrke, i Begyndelsen afgjort Overvegt. Thords Mænd begyndte allerede at entre Kolbeins Skib, og bleve kun med Anstrengelse drevne tilbage. Men da lod Kolbein, der formedelst sit svagelige Legeme ikke selv kunde blande sig mellem de stridende, men stod oppe paa Kastellet paa sit Fartøj og commanderede, en Deel af sine Skibe løse sig af Tengslerne og ro omkring for at falde Thord og hans Mænd i Ryggen. Dette lykkedes fuldkommen. Thords Mænd kæmpede saa ivrigt, at de ikke vidste af, førend Fienderne vare komme bag paa dem. Dette afgjorde Dagens Lykke. Thord havde ikke Folk nok til at sætte imod begge de fiendtlige Afdelinger, og medens han vendte sig mod det sidste ubelejlige Angreb, entrede et af de fiendtlige Skibe og med egen Haand spiddede Anføreren mod Masten, halede Kolbeins Mænd hans eget Skib til sig, saa at det ryddedes, og Besætningen maatte frelse sig over paa